Brev til Arnen

Følgende brev er skrevet i det varme hjertes svale kølvand ovenpå en personlig samtale med min gamle præst. Anledningen til det var også lånet af en gammel støvet bog, Wilhelm Grønbech: Kampen for en ny sjæl - som jeg følte mig tilskyndet til at levere en læsning af, så der kanske også kom lidt mere ud af vor menneskelige hørelse. Det er skrevet omkring juletid 2008 og altså, naturligvis også i kølvandet på de forgangne år hos mig.

********************************************************************************************************************


Kære Glød

Tak for en behagelig samtale hos dig.

Jeg kom som jeg var og er, men man kommer vel også altid frem til nyt med sit menneske, tør man åbne sig lidt for det. Tak. - Forinden tænkte jeg blot, at det vel ingen skade var til at få talt og hørt lidt med et mandsmenneske, jeg i det mindste var klar over var bekendt med at tro og leve ganske godt, desuden med kendskab til hele gøjemøjet: kulturen, samfundet og så videre i det mellemværendes sfære. Og Brande-landskabet – land-og-by-forskelle, når man er opvokset i Skærlund med skolegang i Uhre, men desuden for mit vedkommende også en erindring om, hvor jeg fik ører, nemlig i Hørsholm.

Ja det sidste kom så vist bare med sit udtryk ved tanken på Brande-landskabet. Men kanske er også sagt noget i retning af, hvad det tilkomne, der skal ind med sit bud også alt for groft nødes til at finde sig i. Det samme gælder i konge-gravens by, Roskilde! - I øvrigt kommer jeg i tanke om den nye grænse-opdeling af Saharas ørken med dertilhørende nyorientering iform af Midtjyske Fortællinger, en bog jeg vedlægger, da man her stadigvæk finder udtryk for, at uhre-bønder lugter. - Det har taget mig mange år at håndtere den slags på baggrund af mit opland, bønderne, der måtte underlægge sig den industrielle, kapital-justitsiale matematik i vækst, hængte sig i laderne i 80’erne, mv. Ja, men ikke at lade sig mærke mere end godt er af det eller andre dermed. Nej tværtimod istedet finde forløsning af det, da jeg meget tidligt blev klar over, hvordan politik og trends med diverse ordninger tilfølge nærmest uvilkårligt kunne rende folk over ende. – Men nu kan det vist også sandses på mere end blot egne vegne, sådan mere livsbetonet: Menneskets behov for tryghed, for at føle sig hjemme og høre til et sted samt deres udtryk derfor.

Jovist, jeg er vist i udpræget grad fra landet, men som det gudsketakoglov også opfattes hos mig med sine mange byer og mennesker: Det kaldes Danmark!

Det var givtigt at besøge dig og jeg takker dig, Glød. Jeg er taknemmelig for din indsats gennem årene her på egnen. Og siger hermed på almindeligt glædeligt genhør eller gensyn.

***


FORORD

Nu var det imidlertid ikke for at skrive en samtale videre, at jeg satte mig og skrev dette brev. Nej, det var for at knytte en kommentar til Wilhelm Grønbech. – Og måske nok også for dermed i bedre stemning at give dig et mere ærligt, udfoldet indtryk af, hvad jeg har tumlet med på tilsvarende vis. Forskellen er hovedsageligt, at han er død, mens vi lever endnu. Mit regi har jeg talt om før, men du gav mig med Wilhelm Grønbech lyst til at fortælle i tilsvarende hjertelige åndsleje, jeg mener, kan du høre ham, kan du også høre mig. Det var en glæde at tænke på.

Man skal velsagtens ikke forvente kærligheden i den brede forstand, menneskekærligheden. Ligeledes ejheller forvente at blive forstået på den i sit personlige ærinde med dens bekræftelse, men høres kan den dog. Tak. Dermed sagt og hermed givet er teten ingen anden end at dele brødet. Betragt det gerne som et hørt ånds-maleri og ikke mere end som så. Ja mit ønske er blot, at du hører det godt, gør forløsende frit dermed, som du synes på velsignet sted.

Eller som det hed sig først: ...gør forløsende fri brug deraf, som du kanske vil på den signede lyse dag, indtil den gammel-jydske fromheds-skræk, grundet sprog-forskrækkelse bød mig at gøre ændringer, ja for ellers blev undertonen: Den segnede løse dag, hvilket er svært opbyggeligt at skulle høre.

Den slags er vel uskyldigt, dog også udtryk for alvorlige knæk i ånden med henblik på sprog og ånds-kultivering - fortællende hele danmarkshistorien, derigennem verdenshistorien. Ja og sågud da ikke den anden vej rundt, først verdenshistorien/verdensvilkåret for dernæst at kunne placere Danmark/livsvilkåret ordentligt, i overensstemmelse, som ikke så få bilder sig ind i kraft af visse institutioner!

Jeg har selv været på vej til at blive tænkende på en sådan alt for administrativ vis, men i kraft af den angivne grund, visse institutioner. Og derfor føler jeg stadigvæk et ansvar for at opløse dem, men på oplysende vis, så nye veje med al vort kan opstå i bredere forstand. Det skal foregå almindeligt livsbekræftende og ærligt – det var kriteriet...

Der var et inderligt ønske om at oplyse og undervise gående som retning hos mig, jeg søgte kendskab til hele badujlen, både institutionelt og dermed traditionelt, men da øret ikke fejler noget hos mig blev det også nødvendigt at høre efter, hvad der foregik vidt og bredt i vort samfund, i kødet på os. Det var jo på sin vis naturligt at tage højde for omgivelsen i bredden, søge kendskab og forståelse for forskellige miljøer, for overhovedet at kunne gøre noget på en oplysende front. Men den flygtighed, ofte politiserende forførelse, hvormed ikke omgivelsen, men omverden gjorde sig gældende ved, den greb ind i stor set alt..., ja, den åd sig ind på livet og dets troskyldige gode via alskens krav, der bedst lader sig forklare under dracula-temaet. Mennesket, børn og unge, har været taget som gidsel i omverdens volds-apparat af gode intentioner... og det blev nødvendigt at høre og tage højde for i lyset af den politiske stats tvangspsykologiserende og tvangslogiske gentagelses-maskineri med krig, død og ødelæggelse tilfølge.

Jeg elsker det levende af et godt jordet ord, da også på trods af, at det bød på keramisk groteske forførelser at knuse. Jeg fandt eller faldt over massive forstillelser at skulle håndtere på min vej, ja en gældende, i udpræget grad voksende retfærdigheds-betonet system-mentalitet, der... Også i den forbindelse er Wilhelm Grønbech på sin plads som åndsmaler ad skriftlig vej – til de skrift-tunge erhverv – da han ærligt tager det hele i én mundfuld og dermed kan spytte det ud, holde hjertet frit til fordel for menneskelivets almindelige, dog videreudviklende glædessigte i sit sted. Han er tro menneskeforstand på dansk.

Den lille ændring med modersmålets tilrimmede skrift siger vel også noget om, hvad skrift-sproget eller ordsindet faderligt kan bære og ikke bære i ordets forstand, altså et spørgsmål om tro og troligt at have fulgt med livet i al evighed på trods af nye tiders indtog med sine djævle. Ja, men jeg mener - protestanterer - og lader også hermed være hørt i bred forstand: Det går ikke længere med hensyn til den verdens-orienterede sprogbrug i selvbestaltet, overfladisk reference til magtens samfundsbygning, når kriserne kradser. Om det så er social-pædagogisk, psykologisk, juridisk eller politisk betonet eller som altid sammenblandet romantisk græsk. Og endnu værre forsåvidt kriserne bare møjes væk, fortrænges uden at blive hørt på deres egentlige forstandige meddelelse til os om al vort, på dansk og naturligvis i personligt sted!

- Selvet, der kommer af den græske fornufts selv-lovgivne samfunds-kulturelle apparat, kapital-staten og begge dele hver for sig, det laver et værre spetakkel i livet, men ud ryger eller i det mindste undertrykt og sygeliggjort bliver da mennesket i sin troskyldige ånd. Ja vel nærmest så det bliver forbandet omstændeligt atter at finde og indvinde hørelse på livsbekræftende vis, bekræftende det menneskeliges samhørighed i al vort glædeligt levende kød. Og lige bestemt dér, hvor vi så, på trods af diverse omstændigheders palaver i alverdens rungende malm, ja dér, hvor vi i livets hjertelige sandhed er med al vort samfundne åndspotentiale. På det vilkår skal der åbenbart findes vej indtil menneskelivet, ned, op og ud igen. Og jeg er jo så hier und here by expressive heart of hear - men sågud da også bare her i skrivende stund.

Ændringer bydes fortsat per herrelse til den mellemmenneskelige værelse, den, hvor ens eget lille liv også altid er på færde, dermed i medhør på vej med al vort. Det mindedes du iøvrigt ved at benævne min krise: Eksistentiel krise. Tak, for det er lige netop nok for mig at høre. Livskriser er jeg ikke bange for, men troløs hørelse i behandler-samfundets bemyndigelses-kultur på overhørsels-indkomst, deres tilsyneladende tilstands-rapportering, diagnosticering af eget verdensbillede og lignende uden hørelse af livshistorie, miljøers prægning, samt ærligt ærinde dermed vel at mærke – ja det er rå magt-projektion af egen angst, eget verdensbillede, tillige forplantning af de universitære faglige endsige gamle politiske skel, deres indbyrdes konkurreren, kort sagt total glemsel af indrømmelse og helbredelses-kunnen i sin medfødte grundvold som eviggyldigt ligeværdigt menneskehjerte på jord.

Institutionen Danmark har ikke ændret sig en tøddel siden grundloven og den kan nu engang ikke helbrede sand glæde hos nogen, da dens ånds-magere og iværksættere var rundet af fornufts-skolens onde romantiske arv: Lovens konfucianisme - og desværre ikke af livets tao, livsåndens Gud i vor herrelige indrømmelse af Ham med hans sandselig væksts gaver. Udgør ordets forstandige jording i kødets hjerte med al vort slægtsbundne vilkår ikke forskellen på kristendommens ånd og de øvrige religioner? Taler gud ikke gennem os alle, ja da også Allahs børn og ikkun Jøsses Marias? – Dog aldrig gennem justitsias, statens, vel!

Kroppens hørelse bliver afgørende, men da kommer færdighederne i det etablerede vel også til kort, åndskunnen med håndteringen af den, uden at blive fordømt som kvaksalver af justitsias selvretfærdige børn, der jo bilder sig ind selv at være givet en dømmekraft, uafhængig af kødet! - Desværre kan man vel også sige, at skriften i den grad har forstilt ordet, så det f.eks. er blevet svært at forstå det den anden anden vej rundt: Kun tro hørelse og sandselighed med kødets vækst i livets gang kan sørge for, at ordet består. Men for tiden, i vor tid, som man siger, der fordres genopstandelsens bevægelse alt for hyppigt og på forkert vis, så folk genopstår helt forskruet og fordrejet – det er blevet koblet til alle-teknologierne og afstandtagen til enhver form for genoprejsning, da justitsias børn jo vil at alle skal følge ad...



INDLEDNING

Beretning om kristendommen hos Jens under et stresset forløb med livets samfund. Til mildere åbning af den jordnære ånd, jeg, naturligvis, læser Wilhelm Grønbech i lyset af.

Her, for videre i sin grinagtigt forløsende alvor at give et eksempel på det, jeg også talte af i forrige lille afsnit. Et tilbageblik på en oplevelse. Det er hentet fra rets-balladen og psykiatrien, jeg grundet stress og universitære overbelastningers efterslæb blev filtret ind i for et par år siden. Det skal med, fordi det hører med til skildringen af det Vilhelm Grønbech med William Blake kalder satans møller.

Det er vigtigt, at du ikke hører sygdom i det eller som sådan hæfter det på mig, da det forsåvidt intet bringer med henblik på at få sat en kæp i mølle-hjulet. Kald det hellere et tidsbillede. Skulle du, hvad jeg dog ikke tror, skulle der imidlertid være behov for en ærlig opfattelse af min-ikke-min sygdom, så kunne den benævnes med: At jeg finder det uhyre svært blot at tænke på mig selv eller andre på tilsvarende vis endsige skulle leve som sådan, deltage i samfundet på den præmissekat.

Ja, det bliver jeg kanske nødt til - men så bliver det i rent snit:

Farvelfærds-bankstat, jeg skal fremover nok undlade at bruge mere af mit sande liv på at hjælpe Jer ved mit kødelige bidrag, hvilket naturligvis også betyder, at den/I skal lade mig være i fred med livet, så nyt kan opstå. – Vil I klare Jer selv, så klar Jer selv helt og holdent, men så skal I ikke financiere Jeres usle liv via mit eller andre af livets børn under trussel om straf, dårlige karaktérer eller henvisning til ejendomsret og alle de andre usle manérer. Ja velsagtens alene af den grund at I tilsyneladende ingen sand kærlighed er givet at skulle indrømme og gøre videre bekræftende godt med til et bæredygtigt samfund i sand som sandselige vækst? - I kan få et spil Matedor, et par Cd’er med filmen af samme navn og en stor pakke Matedor-mix at slikke Jer om munden med indtil I har forstået, hvad matematik-børnetimen i statens fjernsynede skuespil har gjort ved Jer og hvad det vækst-begreb i dermed opretholder over én hjernevaskende kam hedder: 1=1, selvets forskudte identitetsdannelse med total skylds-fornægtelse og syndebukskultur tilfølge - selvfølgeligt!!! Derfor grusomt projicerende magtlogik overført på alle andre områder i form af rude-kuverter og windows-mentalitetens slående klik, klik, klik i masse-lovgivningens industrier. For slet ikke at komme ind på, hvad det genererer i de nære, næstekærlige og varme mellem-menneskelige relationer vi alene er til ved og derfor véd tilhører Godt, vor alt-afgørende vækstbetingelse . - Behøver jeg minde Jer om, at det er livets fadertro, i sandseligt, glædeligt oplysende menneskeslægtskød, der er det bærende, ja sågar lyslevende og ikke Romulus hunde og diende hvalpe pattende løs på den forkerte Godfather? - Farvel romer-svin, Jer, der genererer social-fascismen i Europa ved at henholde levebrødet til Jeres usle arbejds-livsførelse bag computer-skærme og teknologi koblet til gamle lovbygningers symbolik i henhold til tallets romantiske ligevægts-gudinde, Justitsia og såvidt uden den mindste agtelse for ordet af kødets hjertebårne oplysning af vor samhørighed: Kærlighedens egen dømmekraft, op omkring gud, ned i rødderne, indtil hjertet, op og ud igen til næsten, samfundet. - Jeg ønsker ikke, at satan må tage Jer, men han er jo kødeliggjort hos Jer og det må I jo så selv stå til ansvar for at rense i Jeres fortsatte selvretfærdige gang gående mod henholdsvis minus uendelighed og plus uendelighed på én og samme tid i al uendelighed, eftersom I jo åbenbart ikke kender livet glædeligt godt i al evighed i år nul, nu og her på jord. - Mangler I nok en syndebuk at tørre svinet af på i henhold til loven? Eller véd hjertet hos Jer bare ikke, hvad levebrødet er, hvordan skyld i sandhed indrømmes, så den kan forlades til fordel for vor genopstandne vækst og glæde, så selv-retfærdigheds-svineriet bliver en saga blot og så den hjertegode handlekraft, den gode skyld i sand kærlighed kan stå ved magt som trolig oplysende indsats i menneskeslægts-kongens forløsende sande kærligheds navn i vort kød, ja i taknemmelighed af vore livgivende rødders opløftende under, opvæksten deraf og kreativiteten dermed? Men I det organiske og kropslige vilkårs sigte for syv sytten da, og ikke på asfalten ude i himlens blå akademisk-politisk teknologiske sprog låst i tid- og rum-kategorier og derfor latterlige autoritetstro på fremskridtet.

Véd I ikke dét, hvar Århus Universitet, der jo ikke adlyder samfundet, når kødet meddeler at miséren hedder lovført, stats-forførende kapitalisme, overførsels-indkomst eller deslige i henhold til justitsias love, altså i høj grad også Universitetet - fremfor i det mindste med eget trolige liv som indsats at vise, agte og ære, hvorved sandheden i sandselighed i al evighed står ved magt, netop omkring: Levebrødet! Og følgeligt, at det er dét, der i forståelse af, hvad der er givet magten og æren i al evighed, skal bekræftes, udvikles og kundgøres som andet en studie-ordninger, man mageligt kan rette sig efter i indbildt tro på, at man da har holdt egen sti ren jf. loven og ”vor samfunds orden”! - Er I ledere? Er I læger, der helbreder? Er I undervisere? Oplyser I på forløsende vis, så den helbredende kreative energi i livets kød vidt og bredt kan sættes fri, dog naturligvis i kundgørende troskab med menneskelivet på jord, den organiske vækst og krops-åndskunnen, vi er givet at gøre godt med at udvikle os gennem til fordel for vore efterkommere? Hvar Århus Universitet, hvar alle øvrige af bank-statens syge huse på malkende overførsels-indkomster, der nu engang ikke ville være malkende såfremt de førte til et sandt bæredygtigt og helbredende vækst-potentiale her på jord - fremfor evindelig kritik, årsags-forklaringer, skylds-fornægtelse og ansvars-forflygtigelse samt forbrug af ungt livs kød end ligefrem at sige forbrug af selvskabt sygdom jævnfør lovens mentalitet? Hvar falske højesterets sale, hvordan går det med dømmekraftens udvikling og den videre kultivering i det oplysende samfunds navn gjort at slægt, kød og blod i kongens navn?

Farvel blev der sagt i henhold til de betingelser for livsførelse og åndsmåde, som I genererer, nu må I i sandhed klare Jer selv i Jeres uendelige teknologisk-teknokratiske netværk og spise al det papir I har henholdt menneskelivet til gennem tiderne. Farvel og god fordøjelse i dette, Jeres, statens digitaliserende år – forever time out: Biiiiiiiiiiiiiiip og blip, båt...for Gud og hans indrømmende, oplysende, glædespligtige ånd af sand menneskekærlighed står ved magt i al evighed. Vor Herre véd ved min søde grød sågud, hvor godt det går. Og hør, den ånd dømmer ikke med henblik på straf, nej husk nu, hvad sand hjertepligtig myndighed kommer af og er til for at skelne mellem..

Såvidt i rent snit – eller kort sagt i gentagelse: Farvel utro åndsvirksomhed af levende kød og blod i det danskes ledelse, far vel. Der er kanske langt ned til år nul hos Jer.

Jeg måtte under de ovenfor nævnte, naturligvis ganske anstrengende forhold først oplyse dem, jeg kom i kontakt med, førend de kunne mærke det elementært, jordnært, hjertelige, jeg trods alt har båret. Altimens jeg i samme periode forsvarede min familie i livets almindelige forsyn, min dreng, gennem en håbløs rets-sag, foranlediget af moderens uskyldige stævning, forsåvidt hun ikke kender samfundet i sin nærmest totale skylds-fornægtelse i livets hjerteligste regi. Ja, jeg har altid båret skylds-fornemmelse og ansvars-forståelse forud i livets langsigtede ånd som handling, altså i sit glædessigtende, udviklende forsyn, fremfor bagefter - ja bagefter hvad? Det endte så galt, da intet afløb og virke dermed kom på benene, forsynet forblev, men aflastning blev nødvendigt. Klokken slog altså gennemgående: renselse, samt dét man vel kalder omkald-fat-ring – den al-vor-lige omvendelses-kunnen.

En psykiater i Herning, jeg blev kanaliseret hen til sagde for eksempel, da det lykkes mig at få fremstammet mit ærinde i sit kanske lille, kanske så meget, men dog personligt ansvarlige, troskyldige sigte for al vort: Du tænker anderledes, sagde han, da han hørte. - Øhh ja og der var ikke råd til at være næsvis, da jeg var skidt, så jeg måtte blot tænke: Fik jeg ikke sagt, at jeg havde læst filosofis i en hornlygte og taget det så ganske alvorligt med henblik på at oplyse den danske befolkning om, hvordan ikke mindst akademisk-politiske sprog gennem administrative tilværelser på overførsels-indkomst fortrænger menneskehjertets arbejdsomme eget i sit levende kreative!!! (Naturligvis med undtagelse af præste-gerningen, da alt jo falder med et brag, uden gudstjeneste). - Dernæst kanaliserede han mig ind i distrikts-psykiatrien med henblik på en psykolog-test. Det tog et år for dem at stille en diagnose, ja for sådan én skal jo stilles!

Den unge, jævnaldrende mand, jeg først blev tilknyttet, han kom også til at høre, hvad den akademiserede befolkning har lullet sig ind i – han sad med en bog ved sin side og slog op, for nu at være sikker på, at han fik tacklet min tilstedeværelse i henhold til... Og nej, jeg har ikke været krigerisk, reaktionær, dog svaret af det bedste jeg har lært og forstået om livet i al almindelighed, hvad man ikke gør mod andre eller lignende og dog, når det finder ulyksaligt sted alligevel, dernæst er nødt til at holde sig til. Tro. Jeg fortalte ham blot, at det var kærligheden, der var undertrykt hos mig, fordi den også var undertrykt hos ham som medmenneske.

Thi det var ikke bare på grund af tabet af familie, min kæreste eller den slags evindeligt hjerteskærende pjank - da det nu engang aldrig opnår bedre ben at gå på i bred forstand, sålænge livets alvor ikke indrømmes i sin glædespligt med livets naturlige gang gennem sine driftige aldre. Og samfundet lader sig oplyse og indrette derefter: budet, som nogen nu engang uvilkårligt søger at løfte og kundgøre. Desuden fortæller det nok også mellem linierne, hvorfor mine kampe med hende, hendes social-demokratiske bagland og for vores søns tarv, ja i sagens hjertelige kerne handler om alt andet en ret. Uagtet at jeg som vandmand måtte være født med sands for menneske-...færdigheden! Jeg kunne ikke slippe mit lod, min natur, nej gave, mit vidnesbyrd i sigte for al vort, slap derfor ikke, men forstod, at jeg var nødt til at få det indrømmet bedre, for at kunne stå ved det i vor kulturkreds.

Det gavelod hedder så nærmest psykopati i fornufts-institutionernes sproglige landskab: Der er gode psykopater og onde psykopater hedder det sig, ikke mindst i Århus, og de skal ”selvfølgeligt” medicineres af medicinal-industriens læger eller om nødvendigt tvangsindlægges på diverse anstalter, så det pæne samfund kan opretholde sit verdensbillede: Det gode samfund, den magtfulde videnskabs-politiserende kapital-teknologiske rets-stat!!! - Nuvel, det med kærlighedens undertrykkelse kunne han, den jævnaldrende læge ikke tage, nej det modtog han, altså det kom mig senere for øre, at han ikke længere arbejdede i distrikts-psykiatrien – der iøvrigt også befandt sig midt i regionale omlægninger. Jeg erindrer det imidlertid, fordi jeg godt véd, hvad der skete, så, hvordan han pludselig hørte, hvad jeg ganske ærligt sagde. Han kom ned i maven, hvor barnet bæres: Livmoderen, der som bekendt skal befrugtes af faderen! En utilsigtet nulstilling lykkedes - hos ham.

Det er dét, man ikke ”selv” kan, altså før man bliver hørt af et medmenneske. Og det var han i høj grad, den kærlige gut. - Det psykologisk-pædagogiserede barn skulle ud, så det sande menneskebarn kunne stige op fra maven og op i ånden. Et krav der kom sig af, at jeg bærer et stort ånds-erfarent menneskefølelsesliv og jo må prøve at få det oversat til dansk, så det kan blive hørt hos de døvstumme statsborgere - men som jeg jo altså også var blevet låst med i statens tjenste, altså det romantiske samfunds tvangs-logikker og forstilte ansvarsfølelse og pligtbegreber. Jeg bliver hørt forkert af samme grund, hvilket imidlertid også betyder, at ikke så få udelukkende lever i staten som samfundet, altså i verden og ikke i livet med hinanden!!! (Jeg kender sværdet og vil hverken stå med det i hænderne imod andre, dog ejheller med spidsen rettet mod mit hjerte, så, ja så må det vel atter stå i jorden. Det skal jordes, vi skal nulstilles som menneskesamfund og det kræver sand ånd).

Det er velkendt at vandbærere værdsætter et åndsmenneskeligt følelsesregister højt og at det kan forstyrre dem på en måske lidt anden vis end hos andre, Men det fødes altså også af det samme, almindeligt slægtsbårne liv – da ikke mindst, når der er romantisk samfunds-kulturel arvesynd på tale. Hos mig har det ført til en vanskelig afklaring med kristendommen, da den menneskelige ånds retfærdigheds-sands er givet på naturlig vis hos vandbærere – de elsker mennesket i barnet per instinkt – men den sands bliver uheldigvis meget let koblet til det sprog i vor kulturkreds, der orienterer sig efter retfærdighed: Romernes Jura, stats-IND-RETNNINGEN. For da bliver den naturlige sands for slægtsbåren menneske-retfærdighed nemlig ikke hørt som den naturlige menneske-kærligheds åndelige UDRETNING!!! (Opvækst og oplysende ud-dannelse!!!). Retfærdigheden bæres jo altså i Kærlighedens sandt indrømmende navn og ikke andre steder, ikke med henvisninger og referencer. Jeg hedder Jens og der er et helt hjerteligt liv under den hat, men det kan imidlertid kun gøre sig gældende i tro som også næstekærlig ånd. – Kristendommen, ja den må jeg så uvikårligt indrømme påny til kroppen med glæde kan følge med, da det jo er budet: Ordet blev til menneskeslægtens kød, al vort hjertegode med sine mange vækstgivende erfaringer. Og dermed er hørelsen i sandhed givet. Vi er unikke, men i samme menneskelevende ånds-element på jord, ja mellem himmel og jord.

Astrologien er ikke relevant, men den dukker op, fordi den vækkes af fornuftsåndens øvrige golde teknologisk-teknokratiske sprog. Mange af de sprog handler jo ikke om livet, men om teknik, magteri baseret på stjerne-kiggeri og alverdens skuespil – og da er det, at astrologiens fiksering af det personlige menneske, det unikke menneske, kommer på tale. Dens grundbegreber er: Fødsels-tidspunkt, sted og kon-stellation. Altså jordet kold rum og tid. Imodsætning til de mange øvrige fornufts-sprog, fornufts-videnskaber, så er der en jording af det personlige menneske involveret. Og deraf kommer interessen i folkeviddet. Med menneskeforstandens herkomst på jord i det eviggyldige år nul bliver rum og tid imidlertid indføjet, ja indrømmet menneskelivets slægtsbundne sted og placering på jord i al evighed, hvormed astrologiens sprog bliver en saga blot. – Ja ganske som samtlige af den græske fornufts romantiske magtsprog, medier og systemer, der jo naturligvis med alle sine falske stjerner kommer til at rende mig et ikke særligt vist sted. Lyst er der heller ikke det sted, Hella Joof og slæng har sågar kaldet omtalte sted for Det Brune Punktum og sådan er det vel med de nattergale stjerner, der kender lyset i mørkets blinde projektørlys.

Stress kan forhindre os i at komme ned i maven og modtage livsånden, Ja sådan foregår den falske, forskudte, statslige inddannelses-tradition, oplysningstidens, der med sin videnskabelige forstillelse af det hellige udi matematikkens symbol-dannnende fornuft med sine mange babelstårne løfter alt op i det blændende sollys ude i verden, ja i henhold til et tåbeligt, begærligt overenstemmelses-kriterie med alverden. 1=1. Følgeligt søger det symboliserede sind at magte alverden på plads og akkumulerer da energien oppe i hovedet, hvor den ingen steder hører hjemme. Ansvarsfølelse og pligtbegreber i deres forstilte indskoling driver f.eks. da vestens menneske udi verden af det lave, hvor dets magt over-hovedet ikke er givet til at ordne noget jf. overensstemmelses-kriterier. Nej menneskets forstandige magt er udelukkende givet til at elske og indrømme sandseligt godt, til at modtage, til at bede om forladelse for vor skyld og vore skyldnere, så vi atter kan se og sandse den gode magt, den gode skyld i livets bånd som samhørige ånd. Osv. Sandselig tro hjerteånd kommer nu engang altid og dømmer mellem levende og døde, mellem døds-kultiverende institutioners regel-følgende ånd- og livsmåde og livgivende institutioners forløsende hjertefrie, deraf kongeligt ytringspligtige i sigte for al vor glædes forløsning, vækst og kreativitet. Ytring er naturligvis ikke snak, men handling, livets gerning i ordets hele, hellige ånd.

- Men stress som Ordets tryk...?

Det kræver sand medmenneskelig forståelse af kærlighed, sandt og sandseligt medhør. Indrømmelsens veer lader sig kun meget vanskeligt fortrænge hos mig, da jeg har haft, lad os, så ingen gøres fortræd, sige en tilbøjelighed til at følge med og vokse i livets gang i al evighed!!! Vanskeligheden er jo ikke at bære livets almindelige vækst-givende lidelse, men at skulle bære satans verden af lave genereret via en utro livsførelse, utro arbejdskraft og endeløs produktion af dårligdom i omverden - ja, så han kan vendes mod sig selv, imod det, der genererer ham og så det kan gå til grunde.

Vi er ikke selv-indbildte per natur. Satan selv er forstilt godhed, den faldne engel, løgnen, der skaber sorger og unødvendig lidelse i misundelse af sand kærlighed i livet – men en misundelse som tillige kan holdes i spænd mellem mennesker på også forlystende vis, hvilket foruden at være grusomt er oplysnings-opgavens hårde betingelser at løfte sandheden forløsende op igennem. Endeløs begejstring er ikke gnisten, der antænder vor sande livsmåde på jord. Jf. Kampen for en ny sjæl – hos Ib Grønbech: Hvoffor mo a et få beatleshår, hvoffor ska´a ålti klippes kord – de æ de hår som de ajer, di mo osse drik bajer - da æ vis nåde a et forstor, - Og jævnfør ”bål og brænd” i gaderne.

Kun sandhedens sandselighed kan tackle løgnen og ikke omvendt. Kun ærligheden kan tackle svindleren/glemslen. Kun den sande godhed, Gud, livets egen vækst til os kan tackle satans ondskabelige dårligdomme og institutioner i verden. Og kun Vor Herres dømmekraft kan lade livets egen vækst være hørt via det almindelige, personlige, samfunds-kulturelt forbundne, men hjertetro menneskeliv på jord. Desuden derved lade os mærke, hvad han, faderlig sand indrømmelse hos sønnen gjorde for os på menneskelivets vegne, iform af forløsning og helbredelse af den opløftende og handledygtige gode skyld til kærlighed, forståelse og fred – frelsen, syndsforladelsen.

Dernæst blev jeg tilknyttet to søde, ganske unge, nyuddannede piger. Den ene var hjerteligt åndsbegavet, mens den anden var lederen, der skulle stille diagnosen og skrive rapporten. Det tog som sagt et år og mundede ud i betegnelser fra det amerikanske, psykologiske teori-landskab. Blandt andet megalomi, som det så, så fint hedder - på latin. Igen, kan jeg sige, at der naturligvis ikke var råd til at være næsvis: Men fik jeg sagt, at... Det blev simpelthen nødvendigt at rømme sig overfor hende: Det der, det kan du godt pakke sammen og det hjælper hverken dig eller mig, at du gradbøjer det, nu, hvor der er gået et helt år med at stille diagnosen, så vi kan komme frem til behandlings-fasen af mig!!! Jeg ønsker at tale med Jeres mandlige leder, for jeg tror ikke, at vi kommer videre med det sprog I fører, nej jeg tror det vil hjælpe mig langt mere at komme til at tale med en mand.

Det kom jeg så til med den hjerteligt åndsbegavede unge pige ved hans side. På daværende tidspunkt havde stormen i vandglasset lagt sig hos mig, men det er klart, at den hjertepligtige forstand – måtte se at få afrundet deres behandling af mig, vort mellemværende, uden at efterlade dem i et tomrum. De er naturligvis hunderæd for omvendelses-mekanismer, overførsel, projektion kaldes det hos dem – mennesker, som vi vel at mærke også skal huske er givet myndigheders beføjelse til at tvangs-indlægge, tvangsmedicinere og ”vi” således i overenstemmelse med ”højesteret” bevæger os ind på rets-psykiatriens barske område!!! Ja så det måtte først beroliges, så jeg ikke kom til at appellere til den side hos dem, hvilket er ganske svært, når følelser er i klemme og man kæmper for deres forløsning og indover verdenshistorien ikke mindst. Og ikke mindst, når man per natur er givet en kraftfuld ånd. - Jeg spurgte om jeg måtte skrive til dem, fordi det intensive arbejde med skrift, læsning, tænkning og så videre meget let kan føre til, at man ikke kan høre mennesket på sit liv i lyset af samfunds-kulturens handel og vandel. Og se, det gælder jo begge veje.

Jeg måtte skrive til dem, for at blive hørt og mere præcist henvendte jeg mig til den mandlige psykiatri-leders forståelse af den tid, vi har gennemlevet. Da sagens kerne hos mig med ævredet, der har ligget mig på sinde gennem alt, hvad jeg har foretaget mig, handler om kærlighed i også bredere, oplysende, ikke mindst åndelig forstand, uanset min langsommelighed gennem stats-forførelsens vold - ja så måtte jeg henvende mig til hans menneske i sin tid: Peace, love and understanding. Såvidt for overhovedet at få bragt kærlighedens ånd i kulturens handel og vandel på forløsende bane i vort sind, sådan som folk har oplevet det – ja så det også kunne mærkes, at der var nogen, et ganske vist forstandigt sind, der ikke blot bar omtanke for den tids forstillelser, men tillige også hørte en vital tilskyndelse til at søge andre, nye veje med livet i henhold til de mange kultur-livserfaringer, der er foregået på godt og skidt.

- Det var jo altså ikke for sjovt, at børn og unge i ungdoms-oprørets tid reagerede på efterkrigs-tidens åg forplantet gennem det skrækslagne danske forældrelige folk. Siden fortsat ifølge devisen: Arbeit macht Frei i det statsborgerlige dansk-romerske-kejserige/platonismens/den franske revolution/den tyske idealisme/romantikken/rom-traktaten/EU/USA. Kort sagt: Globaliseret Verdensfortabelse per politisk-justitsial pædofil kinder-garten, folkeskole og systemtvang. Eller mao.: Akademisk historizme/analytizisme, der lever i tidens institutioner, derfor bekræfter tidens djævel udi uendeligheder, men ikke menneskelivets samhørige ånd på jord i al evighed, hvilken er ethvert samarbejdes grundbetingelse til opløftelse af samfundet. Naturligvis følger deraf uendelige årsags-forklaringer og skylds-projektioner i ét væk, ja da ingen skyld jo så kan indrømmes, bæres og forløse al vor livgivende glæde. Skyld handler ikke om straf, men at være skyld i kærlighedens beståen via bekræftende samhørighed. Og af og til kan det velsagtens holde hårdt at tilvejebringe den samhørighed på sandselig befordrende vis!

Nå, men først da, tror jeg, fik mit forsyn lov at være i fred som noget ganske naturligt, der gudhjælpme ikke skulle helbredes med medicin og psykiatri, dog gerne bekræftes i samtale menneske til menneske. Og altså om påkrævet mand til mand - skulle den tro kærligheds konflikt i vor kulturkreds være havnet i manglende bekræftelse på også dén mellem-menneskelige, særdeles faderligt forbrødrende samværs fløj. Kort efter, da jeg forlod konsultationen, så jeg ham sætte sig omsorgsfuld, som han var, men hjertemodigt frisk ude på kant-stenen ved parkeringspladsen hos en drikfældig omstrejfende mand, der havde kørt lastbil og ikke kunne finde ud af, hvad han skulle, hvor han skulle hen og stille op med det hele. Følgeligt var blevet henvist, ihvertfald var havnet på parkeringspladsen til distrikts-psykiatriens bygning!

JHM. Fædre-landet. I den græsk-romerske ånds efterladenskaber er det alt for ofte engelske venskaber eller homoseksuelle mistænkeliggørelser, der kategoriseres, følgeligt føles i – og det er kraftedme umenneskeligt, for ikke at sige så ganske udansk, utro mod Fædre-landet. Jeg blev far i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, men frataget min ret dertil. Og det skærper altså samfundsopgaven, oplysningens-opgaven yderligere, ja stiller den så ganske klart hos mig, om jeg så prøver på at fornægte eller dæmpe det nok så meget. Storheds-vanviddet hos mig er en voksende storheds-samvittighed båret i medfølelse for menneskelivets samfund hele vejen op fra mulden og det kan man i udpræget grad ikke høre forskel på rundt omkring, hvilket tilsyneladende og indtil flere gange satte grænsen for min deltagelse. De åndsbegavede er ikke længere i samfundsbilledet som talende, jeg så dem glide ud og forstår hvorfor: De bliver slagtet af systematiserede, stats-symboliserede, ideologisk betonede samfunds-opfattelser og arbejdsformer gående i alle deres fastlåsende falske pligt-, ansvars- og skylds-begrebers smæk på smæk med den justitsiale kapital-kultivering i selvretfærdighed.

Hvad tabet af min førelighed med omtalte ærinde i vækst angår, tab af energi, så udløstes fader-komplekset ganske enkelt tilfulde hos mig og på alle fronter, altså i ånd. Det svarer til, at voksende erkendelse af samfundslivet med eget liv som indsats ender i døden, såfremt verdensfortabelsens magt-sprog og mentalitet kommer til at føre ordet, hvilket de meget let gør. Det gjorde de så ikke hos mig, omend det krævede hele min krop, mit hjerte at omvende. Og det er energitabet i den galaj, ja så ganske almindeligt i sine bevægelser som folkeviddet f.eks. siger: at de har overskud eller er i underskud - hvilket jo skyldes BNP, matematikkens mange sprog, skatte-statens bank-administration af landet under ”temaet”: Fordeling af brødet. - Retter man sig efter tal, så skal man være indstillet på, at sindet/folkeviddet går mod minus uendelig og plus uendelig på én og sammme gang. Ja desværre uden at kunne indrømme ansvaret i år nul og bede om forladelse for sin skyld, hjertets sandhed på jord til vækst, gavn og glæde. - Men altså: Det er gjort i sandhed hos mig, der så, jovist bliver til sandselighed, ganske som erkendelses-kunnen bliver til indrømmelses-kunnen, når troen er givet som livet. Opstandelsen er altså dermed givet og helligåndens virke en realitet. Ind kommer derfor det danske oplysnings-sprog op nedefra, altså ad sandselighedens egen vej i kødet, men iøvrigt fordi en videre dannelse i vækst med helligånden og åndskunnen dermed, naturligvis ikke kan finde sted uden sprogets medhør i tro. Altså det næstekærlige samfunds-element, tillige ansvaret med omvendelsen af den forstilte statsbygning/statsborger.

Jeg tydeliggør: Der er måske nogen, der er gået videre, i det mindste vil, uden dog at kende viljens omkostninger i dens fornufts-statslige lås; lovbegrebets utopi. Ja som jeg er tosset over at opdage, hvordan folke-kirken i den grad har rettet sig efter, justeret budskabet ind efter; uagtet at det jo så også har sin historie. Tosseriet er imidlertid: At traditionen har tænkt i to lov-begreber, staten og kirken, altimens den i voldsom grad har overset eller ikke fået gjort noget ved lovmæssigheds-dyrkelsen, babelstårnets byggeri på Universitetet endsige kapitalens vækst-forsagende teknologier, den masse-forførende industri-kultur. Gud er livet, livsånden og for helvede da ikke lovgiver til regel-fascistisk brug; rå nazisme og arbejder-romantik i justitsias navn. Ja befri mig vel fra de patsvage akademikere, politikere og erhvervsfolk, der ikke kender deres onde arv, men lystigt, magtbegærligt bærer den videre og skoler hele befolkningen i deres selvgodhed.

Den lider jo af mangel på sandhed og almindelig sandselig gang med menneskelivets forstandige som næstekærlige slægtskød her på jord og de varme udviklingsperspektiver, det i ro og mag ellers ville bringe os. - Kirken står i menneskelivets sande navn og ikke folkelighedens alle-mig-her og alle-mig-der, rettighedstænkningen. Jeg mener det bliver synligt i forbindelse med f.eks. al bøvlet med integration, der jo handler om alle de danskere, der ikke vil integreres i menneskelivet på jord. Jeg takker da gerne muslimerne for at minde mig om min kristne tro, så den videnskabelige idealismes teknokratiske hundehoveder, skidesprællere og amatører kan lære at elske Egon Olsen for sine planer! – Derfor, af samme viljes utilstrækkelige ydeevnes grund, så sandelig også mange, der aldrig kommer videre, fordi de som fod i handske er tro på romantisk dansk vis, altså med vilje!!! Det vil sige, at de opstiller alt i modsætninger ifølge den gammelkendte syge ånds domme: Ordet i modsætning til Skriften; Kongen i modsætning til Romantisk stat.

Den spænding bliver ikke stående, thi det kan menneskelivet ikke bære, men hør, så skulle det meget gerne falde på plads i befolkningen, hvad der er først, grundlæggende og ikke givet endsige sikret gennem grundlovsgivende pøbelvælde, i sin tid forfattet af Kejser Neros romantiske tilbedere af det græsk-katolske socialt videnskabelige demokratis klasse-lokaler, skatte-konsuler og erobrings-togter. Videnskabs-teknologien fører oplysningsTIDENS ånd og dermed til tilstande lig den franske revolution, hvilket vort oplyste kongehus og menneskeslægtsblod så at sige ikke har fortjent. Jeg kan høre, hvor bange Deres Majestæt er og skal naturligvis ikke bekræfte en sådan angst, men altså: Kongehuset er ikke blot en kransekage-figur. Det er et europæisk, vesterlandsk vilkår, at Kirken står midt i Rom og tilsvarende kommer hjertets oplysende oplevelse modtageligt ind med sit håb på naturlig opvoksende vis via slægterne, ja bliver menneskelivet opstanden af den opløftende varme ånd, som kun kærlighedens sandhed i sandseligheden kan bringe op gennem al vort: den oplysende, opvoksende, opdragende, oplevende menneskeslægt. Vil man bilde mig ind, at Deres Majestæt ikke også bærer slægts-stammens under oppe i det danske samfund, endog på særdeles oplysende og dannende vis, når ikke lige hun er bange for romernes hunde, der jo så gerne vil smidske sig med magtens usædeligheder, kompetencer og falske bemyndigelses-kultur. Ja den del af den danske befolkning, der måtte indbilde mig dét, har ikke blot spist søm, men forsøger sågar at æde naglerne!? ”De” sidder på månen og ånder ren kulde af intethedens universitære frihed lige lukt ned i helvedets hjerte på deres egne børn!

Kundskabens træ har ikke været stillet i adlydende kontakt med livets livgivende træ, sandhedens naturligvis hjertegode kilde til sandseligheden, hvorfor paradiset vi er givet her på jord ikke har ladet sig udvikle, disciplinere, kultivere i det forsynsgivne fremvoksende sigte – det voksende kendskab til og med menneskelivets levende ånd. Ja sådan kan det måske også tydeliggøres? Helligåndens virke er en realitet, jep, men arbejdet ikke mindre, da hjerte-pligten til menneskelivets åndelige udviklingsigte med al vort dermed ikke længere er besmittet med jødedommens paranoia grundet voldtaget af den romantiske besættelses-magt. Vestens ”ondskab/løgnen” er hermed indkredset og dermed potentielt afsluttet.

Det gamle testamente står mao. for slægtens naturlige, kropslige realitet af kød og blod, mens det nye vidnesbyrd står for ikke blot åndens oplysende retning på den slægtsbundne, forplantende baggrund, ganske som det kommer med ethvert glad barn, men tillige dermed hele menneskesamfundets sande som sandselige udviklingssigte på jord. Og fortsat i al evighed, der betyder at verdens-konceptionen er udelukket med sine mange forstilte, universaliserende, matematisk betonede uendeligheder og online-samfund. Fornuftsåndens sprog og statslige institutioner er stendød og Fædrelandets slægtsbårne udviklingssigte atter givet i glædens sande navn, menneskelivets samfund i vækst og udvikling på jord, her dansk grund.

Syndsforladelse/skyldsforladelse er naturligvis givet, men fandme da ikke uden lærepenge at skulle betale, altså at vokse af vore erfaringer og bringe glæden videre med dem, Fordi livets personende gang i sin gode skyld, børnene i deres uskyldige opvækst ellers bliver overskygget. Ja det bliver mao. normaliseret at vi ingen skyld og ansvar overhovedet behøver at tage os af, eftersom de universitære svin i deres folkelige kammerateri med industrien, bankfolk, politikere og politi jo alligevel henholder sig til retfærdighedens online frihed, lighed og broderskab med ædelmetallisk smag i munden indover hele moletjavsen.

Der blev afrundet og udvist taknemmelighed for deres indsats, da jeg i mellemtiden havde fået et tilbud fra min søde social-rådgiver, hvis opgave på så ganske selv-følgelig vis var og er, at få mig til at arbejde for fællesskabet i henhold til den stats-fikserede, alt for forpligtende direktion af livet – et tilbud om en uvildig, privat-praktiserende psykiater. Det var i Ringkøbing, hvor jeg så måtte køre ud indimellem tjanserne med sort maler-arbejde, der for det meste ønskes hvidt, hvis lys jeg da også bedst kan lide. Han læste følge-sedlerne på mig sendt fra distrikts-psykiatrien, men efter at have hørt mig sagde han ufortrødent: Det her, hvor har de dét fra! Du trænger bare til at lade op og du skal nok regne med 1 år eller 1½ ovenpå den stress, du har været igennem i din troskyldige pligt-følelse for at være åben og søge godt nyt med samfundet. Og det er så først slut nu!!! (Hvorfor jeg sandfærdigt, ærligt kan berette om det).

I mellemtiden måtte han sikre sig, at jeg sørgede for at have penge at leve for: En bemærkning, der kom sig af, at jeg ikke fulgte op på social-rådgivningens kurser i arbejds-livsforførelse, da jeg véd, hvad det indebærer: Nul ånd til videre forplantning af de pligttro personligt tilegnede erfaringer med at finde vej for menneskets nådesløse vilkår i vor eller nærmere betegnet den romantiske kulturkreds, ja såmænd i mit ansvar for al vort, et sigte for nye samfunds-dannelser og bæredygtig kultivering. Kultur betyder jo dyrkelse. Ubehjælpsomt skriftligt stillet hos mig indtil videre, kanske, men det er forklaret i ovenstående, indrykkede afsnit; afsnittet om fædrelandet. - Ånden lader sig jo altså også udtrykke på skrift, når ikke lige man skriver fra den falske bemyndigelses-kulturs sæder, derimod i sit livgivende, ja hjertepligtigt personlige ansvar for al vort mellem himmel og jord og liv og død. Desuden er min hånd sågud ikke talende i reference til snart det ene, snart det andet. - Du er nødt til at svare på deres henvendelse og deltage i deres kurser ellers får du ingen social-hjælp, lød hans råd og videre: Du skal ikke sige, at du arbejder sort som maler indimellem – og tilføjer jeg som også han var klar over, ja, for at holde sig i kontakt med det arbejdsmarked, der ikke arbejder for livets samfundsudvikling, med videre henblik på at holde eget liv mellem-menneskeligt gående i sin kontrast til den kapitale overførsels-indkomst-besættende livsførelse, der sidder så tungt på lovens adfærds-regulerende/fascistisk-kultiverende samfunds-virksomhed. Som om kapital-staten udgjorde menneskelivets samfund her på jord og kunne udredde mennesket af dens indskolende ørkenvandringer med det. – Desuden skal det være sagt om denne, sidstnævnte psykiater, at han var et åndeligt begavet menneske, hvilket var en sand befrielse. Ham skylder jeg en stor tak.

***


MARKEN ER MEJET

Er lyset for de lærde blot – DER SKAL STÅ AKADEMISK-POLITISK KAPITAL-STATSLIG MAGT-FORSTILLENDE BEMYNDIGELSE I JUSTITSIAL SELVRETFÆRDIGT FOLKE-FASCISTISK KOPIERENDE, UNIFORMERENDE IDENTITETSDANNELSER UDEN DET MINDSTE KENDSKAB TIL LIVETS ÅBENBART PERSONENDE GANG VED SIT NAVN I HJERTELIGT SIGTE FOR AL VORT - ISTEDET FOR LÆRDE.

Er lyset for de lærde blot eller har der nogensinde været lys hos dem. Jada, kan man ikke mindst sige med Wilhelm Grønbech, hvilket dog ikke skyldes hans akademiske baggrund og derfor, NEJ, ikke i kraft af akademisk lærdom! For slet ikke at tale om stats-virksomhedens stupide fundamentalisme/idealisme, hvis folkeskare jo ikke ønsker menneskeglædens ånd, forløsning og kreativitet, livets egen skabelse via kødets indsats.

Er det sidenhen blevet holdt vedlige, det hersens lys, er der næret omsorg for det, er det blevet bekræftet, bekendt, vokset i kødet gennem uddannelserne, ja så det er kendt som, foruden forstandens, menneskelivs-forståelsens forsynsgivne vækst til vort samfund på jord, også helbredelsens sande kilde, helligdommen?

Er det for galt at sige, at man elsker livet, dermed sin familie, ikke finder det vanskeligt at leve og værdsætte det på givtig vis, men dog ikke bryder sig om, ja kanske finder det vanskeligt at underlægge det en ”verdensorden” eller skrue det ind i en tilværelse, der alt for let ender dermed? Endsige at skulle bære ”al skyld”, fordi man undlader at bekræfte et bestemt norm-kompleks af den porøse verdensordens/samfunsordens politiserende ånds sporvogn. Og gør så i sigte for et sandseligere oplyst samfund, dog derved også undertiden bliver skrøbeligere, kanske nærmest sart i sin finkultivering af ånden med sin troskyldige modtagelighed overfor at bære skylden i sin forstandige beskaffenhed. – Ja lige indtil man velsagtens også ved sin hjertegode troskyldighed lærer at afstå fra alverdens skyld, lærer dens hundehoveder at kende og helt ærligt at bede om forladelse for dem, så drivkræften fortsat, med god samvittighed kan stå i sit almindelige forsyn. Uden dog, naturligvis at deltage i deres idioti, deres social-fascistiske stats-kultivering af livet.

Er det for galt at stå i bud på den vis, uagtet, til tider kold overfor benævnte norm-kompleks i sine succes-kriterier - og angst. Angst for ikke at nå alt, angst for ikke at være givet magt til at få ALT til at hænge sammen!!! Ja angsten for at tro, derved lade opstå!? Jeg sidder ikke bare fast dér i budet hos mig, nej båren er forlængst taget på mine skuldre med hyrdens smil og det er helt nøjagtigt både 2009 år siden og 34 år siden, hvorfor jeg har fundet det så ganske åndssvagt, at man har skullet gennemleve alle de år nok engang op gennem tidens romantiske stats-bygnings platoniske idealisme. - ”Social kamp”, ”syndebuks-kultur”, nej, hvad fanden har I tænkt Jer, mennesker!? At vi skal slåes om brødet, mane hinanden til jorden med angst, skræk og advarsler om, at der ikke er nok til os, at nogen derfor indirekte må ofres, så satans universitær-statslige, kapital-teknologiske verdensbillede kan bestå? Jeg siger: Nej, nej og atter nej, der skal være plads til så meget, jovist, men verdensordenen/verdensvilkåret på bekostning af livsordets/livsvilkårets sigte! – nixen, biksen, bakse med den gamle sporvogn til Fakse Ladeplads. Tiiinkøøh-boks!

Knæk og bræk, ønskede jægeren, altså ønsket: knæk geværet, fordi dyret er skudt og du kan brække det. Ja, så der videre dermed kan komme mad på bordet. – Den gamle Jens Haarup Mortensen, min bedstefar, i sin opvoksende søskende-flok af sprælske livsglade, dog også til tider grusomt konkurrerende unger i et tab-og-vind-med-samme-sind, der ikke stod ved magt, førend ærekærhedens stolte storme havde lagt sig igen i agtelse for deres fadertro navn. Ååååår, så igen: Det sprælske livsglade, afsted, afsted med løjer og ræve bag øret. Samt ej at forglemme hårdt arbejde fuld af støv. Fire drenge og en søster. De vågnede en morgen op på det kolde loft ude i Lille-Arvad og så en flok agerhøns pile henover havegrunden, hvorefter de hentede haglgeværet, kom et par klargjorte patroner i, åbnede vinduet, skød og ramte, så det klirrede i ruderne af braget og brødrene måtte gribe skytten i rekyllet. Den gamle Martin Haarup Mortensen, deres far, fik senere nys om sagen og sagde: Det var sørme godt! - Thi dels kom der mad på bordet, dels lod de ikke en sådan nærliggende foræring gå bort og dels, ikke mindst, ramte de målet med de dyre patroner.

Tror du, at den social-pædagogisk-psykologiserende skole-ånd i sit henhold til det evindeligt klazzisistisk justitsiale, politisk-ideologiserende fornufts-stats-projekt med sin hjertebare røv i de mange selvudnævnte roller på samfundets endsige alt og alles vegne nogensinde kommer til at høre og se, ja tør tro godt om den fribårne snarrådighed eller tænksomhed, der handler uden først at spørge om lov? Måske endog uden at føle trang til at straffe eller hårdnakket kategorisere, når uventet opstår?

Skal vi virkelig trykkes helt derned, at vi ikke længere tør tro os sådan ved vor snarrådige forstand, vel nærmest leve i angst på det erfarings-grundlag, dermed aldrig opleve faderlighedens forløsning gennem den handlekraftige samvittighed: Det var sørme godt! Ja, for det har jeg ærligt talt oplevet ganske Godt i livet og såvidt hørt som livets erfarende vej. Endsige, hvad jeg naturligvis står og går med, møntet på det angivne, hvordan man som 70-80-90-generation, der i udpræget grad vel at mærke ikke hæfter sig ved hørelsen af f.eks. ovennævnte fortælling i overbærende, gerne grinende forstand, alvoren taget i betragtning - ja hvordan den får sig indrømmet i sine slægter, dermed menneskeslægten og derved igen kan komme til at mærke menneskets naturlige driftighed som et glædes-gode, der ikke bare selv bærer videre som vi nu er nedarvet, men derigennem også er opstanden med al vort?

Det er svært at skulle leve uden det sigte og mellem-menneskeligt set, samfundsmæssigt set da så aldeles utro-skabende, afkræftende og forkvaklende. At opleve mennesker uden tro kan håndteres, da de jo går til grunde af sig selv, men at opleve et samfund, der via sine sprog og virksomhed med mennesket ikke anerkender dens afgørende kreative sigte, dens åndelige målsætning i al vort velvære, ja det er grusomt. Står de troløse med andre ord i systemets ledelse, så tager de hele den tvivlsomme folkemasse med i faldet, når de af sig selv går til grunde. - Så gu´skal vi ej lade os trykke så meget af fornufts-sprogenes institutions-baserede indskoling i kødet på os, ja uagtet, at vi måtte være blevet det, siger jeg og dermed til dig: Kan vi ikke dele en enighed her, der tåler sin bekræftelse?

***

--- Wilhelm Grønbech hos Jens med sit til medhør hos Gløden ---

Tak for lån af bogen.

Den passede vist meget godt til mig og den sandselighed med livet også jeg er født med. Eller som blev vakt før jeg overhovedet vidste af det og var begyndt at søge vej, senere udtryk for den. Som spørgsmål kunne det, med også Wilhelm Grønbech i baggrunden lyde: Hvor vil det altsammen hen med os, hvor skal livet hen – derunder vel også, naturligvis, hvor man selv grønt skal græsse og søge næringens gode til et viderebringende med sit troligt levende åndedræt i kødet som udviklingsindsats?

Den impuls er genkendelig klar som altid og stillede tilsvarende Grønbech også mig med en opgave i livets helt store spørgsmål på menneskelivets vegne, ja som jeg nu engang stadigvæk godt tør sige det. Ikke mindst sagt sådan på trods af, at jeg sjældent holder, hvad jeg lover, derfor ikke længere lover ret meget, men ja og amen, fordi der er blevet lovet alt for meget - uden holdbar hørelse og sandselig arbejdsom vækst og bæredygtigt vej derfor, kanske. Ja kanske er tæringen havnet i vold af matematikkens regnskaber og usle dømmekraft: 1=1, uafhængig af vækstens eget givende gode. Tæring efter næring og næring efter tæring, ligeover, ja der ikke mange i min generation, der véd, hvad det oprindeligt betyder, hvad der er først og hvad det skal bringe. Der findes ingen høst i min generation, kun festen. - Og det er ikke nok for mig at sige, at de så bare må klare sig uden, da samfundet ikke kan bære det og børn dermed ikke vokse op som mennesker.

Det skal ikke handle om mig det her, men det kommer det også til, når brødet deles indover Wilhelm Grønbech med dig som medhør. Tonen kan jeg ikke helt og aldeles bestemme, ja jeg kan ikke bestemme, hvordan jeg bliver hørt, men dog tale frit og dermed lade være hørt i sigtet som angivet: At dele brødet i håb om bekræftelse af dét på vidtløftig vis. Hvidt, vidt og brødet, bredt løftigt. Helbrødelsens forbrødrende ånd.

WG om William Blakes to motiver på aller-sidste side: 1) If God dieth not for man and giveth not himself eternally for man, man could not exist, for man is love; every kindness to another is a little death in the divine image, nor can man exist but by brotherhood.

JHMsvar: Treenighedens bevægelse og afgørende indrømmelse. Åndens udviklingsmåde med menneskelivet i al evighed; på tredje-dagen er helligåndens opstandelse som vi både kan opleve den i eget regi, men tillige derved udstråler eller udsender den egentlige hjertebårne vitalitet til sand glæde for al vort viderebringende, vor herres dømmekraft og forplantningen i kristen forstand. Brødets hut på hovedet er menneskekærlighedens sands som tilsvarende sande samfunds-mæssige vækst-vilkår! På jens-engelsk: Man is mankind, in that way mankindly minded. Menneskets sande kærlighed er mild, ikke tøset, ikke sød, men mild, kind als kindern. – Vanskeligheden, der ofte kaldes hårdheden, ja den handler om ånds-kunnen, undladelses-kunne, omvendelses-kunnen, hørelse, adlydelse og forløsning. Samt ærlighedens eller hjertets sprog, så mildheden kan tale i den faste hånd, der også altid vil være brug for. Min hånd er efterhånden fast i lydsskrift og såvidt talende med henblik på håndtering af hørelsen i mangfoldiggørende henseende, mens der så er så meget andet... såsom at døbe skrift-kulturens giraffer. Din indsats på busturen med at døbe en bralder-røvs giraf og noget andet samtidigt, når det nu ikke kunne være anderledes, den var jeg glad for at høre. Det var sørme godt!

Og så det andet motiv med Bornholmeren på rigsdansk, 2) Alt, hvad der lever er helligt.

JHMsvar: Kun det levende er helende. Det levende er organisk, kun den iltrige sfære på jord er åndbar. Det betoner næringsgrundlaget og omgivelsen på jord. Hos mennesket er det hjertet, der er livsbetingelsen, så altså kun det levende, rørige hjerte er helende i det næringsrige mellem-menneskelige regi. Den levende sfære er erkendt hos mig. Menneskeånden er i hus, men ikke i sin udveksling med omgivelsen, vor samfundsindretning, livsmåde, mv. Der er med andre ord rigeligt at gøre for mig, men åndsmagten...ja den kan ikke stå i ledtog med en gammel-testamentlig projektion udi systemer, der så fremdeles ovenfra fortsat skal sikre os tryghed på skematisk, forsikrings-selskabelig vis: Godt nytår og god termin på fandens fødselsdag senere på året i advents-tiden!!! Iværksættelse er ikke kodeordet, dog heller ikke alene bøn. Nej, jeg véd godt, hvad jeg skal, for jeg skal først og fremmest lade være hørt, foruden at søge videre håndtering af åndskendskabet, så forløsende egenskaber dermed kan indrømmes og udfoldes. Dybest set er der nemlig ingen forskel på budskabets sigte i menneskelivet på jord, hele vejen rundt, dog sprog-forskelle, kulturelle forskelle, der imidlertid kun kan udlignes opløftende gennem sandselighedens egen styrke, dermed signaleringen. Kærlighed, forståelse og fred – og nej ikke den anden vej rundt og ikke på engelsk: Peace, love and understanding, fordi fred står i angstens politiske tegn, appellerer til magteri, stofmisbrug og medicin, der ikke er og aldrig bliver magten og æren i al evighed. Men videre henholdsvis: Tro, håb og ærlighed, henholdsvis Faderen, Sønnen og Helligånden og videre for mig at se ikke blot åndeligt, men tillige håndeligt, altså næringsgrundlaget, levebrødets samarbejde. – Og så kan man altså ikke bare lige smide idealismens kapital-statslige målestokke ind igen, når hørt og set er, altså blive konfronteret med: Hvad gør du selv, Jens? Eller: Sig mig engang betaler du ikke skat til fællesskabet? – Mener de fælles-skabet på jord, gjort af kød og blod, troligt levende og arbejdende i sigte for al vort??? Nej, så den slags kan man ikke henholde sig til, når man holder sig hen med loven foran sig og skulle man, ja eller så ville det jo i det mindste kræve en tilværelse på over-hørsels-indkomst jf. alle-er-lige-for-loven. Men mere vigtigt: Man kan ikke henholde sig til de eksemplificerede indvendinger, når man har livet kært som sagt og troligt handler i menneskelivets navn. Vej gives med livet og det skal nok gå som det skal.

Jeg understreger: Uden forventning. Og tilføjer at tilskyndelsen til at betro sig i skrift ikke behøver opfattes som mærkelig i vor kulturkreds, omend jeg dog fortsat synes, at det er det - derfor slår halv skade indover stilede breve til godt medhør hos mennesker, der vedkommer mig i det levede som levende. (Det skriftlige kommer jeg nærmere ind på). Jeg kender min bølgelængde, såvidt man kan, men søger den også åbent, tillige derved at give og modtage det givne. Da min ånd er kraftfuld, ja nok bare rundet af et kultur-afsnit, hvor kræfterne skulle bruges anderledes - for slet ikke at tale om alle de misforståelser kraftfuld ånd kan foranlede, så man vel af og til må holde på hat og briller, efterfølgende tag sig til hovedet og erindre hjertet. Ja Vor Herre bevare os i glædens alvorlige komik. Kraftfuld ånd er ikke bare ingenting eller selv-pinerisk slabberas, nej den opstår aldrig uden samfundsbetonet, medmenneskelig, ja kærlighedsbetonet jordisk grund – og af den grund taler den.

Men sådan, i den henseende kan skriften måske være tjenlig, altså såvidt mulig uden smask, men vigtigere: ihu af ordet, dermed sigtet, vi som også Wilhelm Grønbech gør, skal handle i – også skriftligt. Ellers kan det blive for barsk at meddele sig ærligt, ja altså såfremt man ikke erindrer sig ordet, hører sigtet. Det tror jeg i øvrigt uden tvivl, at også du gør, dog véd jeg, at langt fra alle er klar på det. Og især ikke i skriftlig henseende, der altså har et mangfoldiggørende perspektiv, foruden derved et til tider makabert misbrug, når man opdager/oplever hvilket levende barnesind, der før tid bliver smadret mod læser-lærer-skarens åndsforsnottede skrivekarle-kamre. Skolernes teori-dyrkelse; ja, hvis skyld er hvor i det kompleks, når ingen skyld indrømmes og det hele derfor imidlertid fortsætter med sit åndsvage teori-praksis, der ikke er til at leve med for nogen af os. Er al skrift teoretisk minded? Nej.

Hørelse-læsning er krop-bog og den krop står man altså i personligt ansvar af på menneskelivets samfundslevende vegne i alskens andre sammenhænge; Ånden mærkes, derved kroppen. Og det har Niels Hausgård forstået forlængst endog langt bedre end de første 500.000 akademisk uddannede, for ikke at nævne de første 5 millioner folkeskolede... Er de 6 millioner danskere forøvrigt de samme hele tiden? - Ikke alle læser forkert, men hooold da op, hvor har jeg læst få bøger, der skriver i ånd af ordet, ja kødet og derved søger at give taknemmeligt udtryk for hørelsen på skrift.

Det forhold, den agtelse for hørelse gad jeg da godt, at skrive-færdighederne i det danske blev lidt mere bekendt med i sin rod af ordet, hjertet, vort kød. Skriften er til for at skærpe vor hørelse af livet og ikke andet, ja det svarer til at tage en bajer i anden værende sammenhæng eller at elske de mange stemninger, der kan opstå mellem vidt forskellige, unikke mennesker, der hver og én ville have meget mere at byde på, såfremt svinehundens social-fascisme ikke stod i ledelse af vor folke-skolede samfundskultur. Politik, etik og latterlig moral – de er pilrådne, men går som sagt til grunde af sig selv, fordi de ikke hører livet, men kun alle de andre/den anden og bilder sig ind at vi skal stå i netværk, sikre os sociale netværk for ikke at dø i konkurrence-vilkåret!!! Ja, konkurrencen om hvad? Vort levebrød og sameksistens i udvikling deromkring? Konkurrence om retten til at dele børn, konkurrence om faderpligten og forbrødringen, konkurrence om indrømmelse, tilgivelse og bekræftelse i Kærlighedens navn?

Jeg tror det er sådan her: Skriften er lydtegn og kan man ikke høre og adlyde livet i sin forstandigt slægtsbårne, ja almindeligt næstekærlige sammenhæng med vort samfund – på trods kanske, men alligevel - ja så kan tonen vist ikke bære, hverken hos skribenten eller hos pågældende medhør, læser.

Ikke mindst sagt til sygdoms-kultiveringen på universitetet, hvor autoritets-troen, magt-forstillelsen er angst-tonen i sprogene eller hvor man f.eks. glemmer at gøre oversættelses-arbejdet fra internationale sprog til det danske. Ikke mindst sandseligt og begrebsligt, så den danske læserskare, derigennem befolkningen iøvrigt kan høre og mærke, hvor godt vi i sandhed står i menneskelivet i forhold til verdens-vilkårets politiserende-psykologiserende onde ånder. Og uden partou at skulle føle sig klazziseret eller det samme: anglificeret, amerikaniseret, ja for vi skal jo ikke højne verdens-vilkåret, det onde, vel. Som f.eks. protest-sangeren, Benny Holst engang fik sunget om stor-forbryderen, bankrøveren, Jan Erik Olson, da politiet borede i bankboksens tag i Stockholm: Det er prøvekørt i USA!

Det er med andre ord godt, forsåvidt at den danske befolkning ikke hører efter, hvad der foregår blandt akademikerstanden og politikerne/magtens folkeslag, eftersom de er rundet af samme meningsløse platoniske idealisme: Statsborgerskabets ledelses-utopi, ifølge alskens gode idéer og diverse undersøgelser til at klappe hinanden solidarisk på skulderen, altimens menneskelivets glædeligt udviklende samfund på jord røvrendes og da naturligvis kommer tilbage, ja genopstår som Thors hammer lige i hjertet på svinene, der ikke har troet sandheden i kødet på os og ikke kan udvikle sig glædeligt, næstekærligt t ro dermed istedet for at bygge broer over livet og asfaltere vækst-grundlaget ydereligere. – Ja og jovist, for det er jo netop ikke så godt, at selvsamme platoniske idealisme i sit knepperi med kapitalen betvinger, forpligter og kultiverer befolkningen/os i en så fascistisk grad, at danskeren ikke kan indrømme menneskelivet på jord i sit levende, åndende, derved kreativt forløsende udviklingssigte. Almindelig sandselighed, gjort af den unikke troskab og næstekærlige hensyntagen til al vort hele livet igennem. Tillige ikke mindst i henhold til forsynets beståen hos sig, da der jo ellers intet og ingen sigtekorn gives og pletskud da ikke bliver til andet end pletter på lagnet henholdsvis trylledej til bagerkringler på juletræet.

Og det, almindelig kropsnær sandselighed, det arbejder jeg sådan set med, hvorfor det også blev vigtigt at mærke sig, hvordan skriften bruges og misbruges med henblik på at bekræfte vor hørelse i livet, fremfor at forstille den gennem utopiske regel-retninger i trussel om straf, håndhævet af de døve.

I statslige regi kan man for eksempel tale om, at vi skal have tillid til ledelsen og deres affældige produkter - men de vil jo ikke høre tale om, at statens bygning overhovedet ikke bygger på tillid, men indestængt vrede og had, der følgeligt fordrer uendelige mængder af ressourcer at tilfredsstille og kontrollere. Dem tager man så fra livets børn, så de ikke blot magelige, men forstilte erhvervs folkeslag kan nyde pensionen. - Det er sygdommens grund i Europa, Danmark i det mindste, da det er vort virkelige område. Kan skvalder-kålen på medicinsk institut og regionale omlægninger med diverse lokal-politikeres indbildte indflydelse, den sørme så store mand i det latterlige jydskes modernisering i henhold til motorvejs-strategier og helikoptere til at transportere den, ja det er sygdommens grund, da de ikke kan høre, Sådan ser justitsias håndlangere ud, når deres tekno-kultivering af kødet via arv og miljø gør sig gældende af egen frie vilje og selv-bestaltet ansvars-bevidsthed!!! - Føj, føj og føj for satan, må de tage HTbussen syd på og mindes de streger den europæisk-romantiske kultur i AP-møller-arven, kolonitiden slog i sandet, i Afrika, i sin tid med henblik på at malke ressourcer ud af befolkningen.

En sådan tillid er med andre ord normaliseret som folkelig kultur for børn at vokse op i, sågar blive skolet i. De kender ikke ånds-forskellen på det sandt oplyste, sandseligt oplysende, oplevende, opløftende i vort åbenbarne liv af slægtskød og blod – og så de tre musketérere, det nedtrykkende, standardiserende, lovgivende en-for-alle-og-alle-for-en. Og forsåvidt er de fortabte i helvedet og helveds-kultivering.

For tiden er det blandt andet afghanernes skyld!

Hvilket jo betyder at vi skal være bange og sige: Godt vi har en stærk mand på posten, der lige tager sig af den sag med soldater-drengene!!! Og sørger for at gennemridde ung dansk mande-kød med vietnam-syndromet, så deres forplantende familier og omgivelse rigtig kan tage ved lære af, hvad der er rigtig og forkert, hvad man skal gå ind for og hvor man skal yde sin indsats!!! - Kold, magtmisbrug af unge mænd, ja vand på satans mølle er, hvad det er. For hvorfor skal vi slåes, når det ikke er dét, vi er her for? Har Frankrigs friheds-gudinde, USA ikke lært at vende den anden kind til? Eller har danskerne eller rettere sagt i den sammenhæng, har den danske statsborger lige glemt, hvordan man elsker sin fjende - fordi der tilsyneladende ikke lige var en fjende, der kunne retfærdiggøre råddenskaben i statsborgerens pligtopfyldende hjerne ude i verden/samfundet?

Tillid?

Tillid til råddenskab! Skal vi atter til at lære, hvad en rådden kartoffel i kartoffel-kulen kan forårsage? Hvar universitær-statsligt tilberedte verdensvendte og livs-fjendske sind! Hvilke kongeligt oplyste lande i Europa tror I, hvad al vort angår, der skal vise vej i livets verden, under som over, ja mellem himmel og jord, hvor mennesket til stadighed er stillet og såmænd vil være stillet i al evighed?

Kom så romantiske forskere i Psykes matematisk universitære institutioner, kom så bystats-politikere, kan I bære sandheden og lade den forplante sig til gavn for al vort, menneskelivet på jord, her dansk grund? Er I ledere? Er I undervisere og vejledere? Kan I oplyse den danske befolkning i åbenbar, sandselig glædes-pligt, ansvar og skyldsforladelse gennem kødets opvækst til forplantning i samfundet til gavn for al vort – ja af åndeligt udviklende menneskeliv, der ikke bruger vold, magt, pistoler eller referencer til retfærdighedens studentikose reglementer? Eller for den sags skyld og af samme grund hilser jagt-geværet velkomment i den studentikosende kantine på Åååårhus Uni-vær-sit-et. (Ja, virksomheden, der under stats-idealismens, justitsias hat producerer: Selvets tomme skal lukket om sig selv, så ingen tør elske gud, dermed næsten af frygt for gengældelse og snærende bånd).

Der var jo også den om studenten, der skød en and i dammen, fordi han ikke havde råd til mad – og da på ”selv-følgelig” vis blev bortvist! Hør, hvordan går det fluer i satans platoniske stalde, hvordan står det til i wanna-bee-kulturens mekka af døde ånder og humlebier fra Hades? Kan I ikke skelne det levende, livgivende fra det døde, dødbringende? Kan I ikke bære vækstens lys som oplandet betaler Jer for? Er det strafbart ikke at tale sandt i retten?


Bystatslig kultivering af menneskelivets kød flænset ud over hele verden; WWW.

Anders Fogh Rasmussen, der sikkert nok i sin tid VAR forstandig nok - eller en hvilken somhelst anden statsminister kan da ikke forstå, hvorfor og hvordan han lider af kejser Neros sindssygdom, eftersom flertallet kultiveret i samme folkeskolede ånd jo tilsyneladende ingen hjertelig sand kontrast – da ikke mindst grundet fjern-synet og de mange øvrige masse-lovgivende medier! – jamen ingen kontrast, intet varmt lys i vækst er givet at være troligt givende af: De ér jo i ET med fællesskabets regel-følgende paroler!!! I ånd af Justitsias store biiiiiip!!!

Politiker-leden i landet handler om danskernes, ja hele nordens oplyste glade hjerte som menneskeliv på jord, der gerne vil udvikle sig, men ikke via magtens direktiv, nej vi har forlængst sagt fra overfor romerske kejserriger og alt deres soldateri via matematisk funktional-stat, instrumentel brug af menneskeliv gennem indskoling i falsk pligt-/ansvars-følelse, samt det behovs-retslige storforbrug til at holde hjulene i gang og sygdoms-produktionen i vækst for fremtiden. Nej, gentager jeg, vi gider ikke magten, vi gider ikke høre på mennesker, der ikke kan undlade fristelsen, vi gider ikke udvikle os via magtens direktiver.

Thi det har kongehuset sørget for ved at lade sig oplyse og underskrive den danske befolkning HJERTEPLIGTEN, OPLYSNINGSPLIGTEN OG YTRINGSPLIGTEN I GLÆDENS VÆKSTGIVENDE MENNESKEKÆRLIGHEDS NAVN, så ikke magt-begærlige pampere og masse-mediane ledere i ny, snart næ skulle finde på at gøre det samme, kejserlige i det danske land: Henvise til deres egne løfters love i tone af lov og orden, altimens de mageligt opretholder eget verdensbillede og usle livsførelse, ja uden at udvikle andet end dyt-båt-kinesersnot. Føj for satan. Hør ham kan jeg tro nej og da han er kødeliggjort hos dem, diverse romantikere, via deres arbejdsliv og lærdom, så er de arbejdsløse og deres institutioner en saga blot.

Vor Herre har dømt deres kulturarv til døden, men da don juaner ikke kan undlade sygeplejersken forklædt i hvidt - ikke kan indrømme og adlyde menneskelivet, tværtimod fortsætter svineriet, så kommer det gamle testamentes Gud og i kølvandet på ham... hele verdenshistoriens gentagelse, medmindre: Den almindelige tro Jens rejser vi-kingen op i Vor Herres navn.

Der er kun et anliggende at forsvare og det er menneskeslægten i sin hjertelige, næringsgivende vækst og udvikling – på dansk grund er slægtens anker og forsynsgivne udviklingssigte Vor Herres, menneskekærlighedens lys givet gennem jer t ro med al vort i sit levende under næret af vore rødder som også i top via Kongehusets forbilledlige troskab. Og da gerne med et hjertevarmt forhold til hjertevarme muslimer og andet troligt freds-sigtende hjertegods, hvis egenskab nok skal finde plads til protestanten overfor den romantiske statsborgers sygdomskultiverende besættelses-magt.

Det er Jobs lidelser, som romantismen, den græsk-romerske, akademisk-politisk-medicinske stats folke-fascistiske tradition fremprovokerer i hele befolkningen. Det er deres indskolende retfærdighedshunger, skatte-konsuler og udsultning af livets gaver, der trykker kongen og hjertet: Hvis bare jeg opnår gode karakterer, hvis bare jeg kommer til magten, hvis bare jeg bliver bemyndiget, hvis bare jeg læser medicin, så skal jeg helbrede det hele eller så..., Ja, ja, hvis og hvis, min røv er spids siger deres ”gode intentioner”, altimens de vader lige direkte ind i Kejser Neros magt-begærlige livsførelse med transplantationer af snart det ene, snart det andet organ, da alt jo må have sin plads, sin funktion og dermed isolerede helbredelses-metode!!! Og de skoler livets børn i den ånd: Hallo, mekaniker, kan du ikke lige bestille en nyre i Indien hos fattigrøvene eller importere noget prøvekørt medicin-teori hjem fra USA, der jo må virke helbredende på alle i hele verden, uafhængig af den arbejdskraft, der i naiv tiltro til læge-videnskabens Hippokrates, naiv tiltro til Platons stat, naiv tiltro til Aristoteles akademi har produceret den: Verden af det lave, henholdsvis utroskabens svinehunde, Jante!

Og man skal altså ikke tage fejl af Vikongen i Norden, når det kommer dertil. Han frygter ikke kulden, men tabet af varmen i slægterne, den slægt han er forbundet med og står i kærlighedspligtigt ansvar af. Han er særdeles Gudsfrygtig, omend han da også kan forfalde til ase-tro om nødvendigt overfor Olympens sydlandske klientel, ja vel i samme udstrækning som Vor Herre ikke for al vor helbredende glæde indrømmes.

Hør: Der er for eksempel ingen højesterets-dommer, landsrets-dommer eller byrets-dommer, der kommer til at hænge på korset, det lader sig simpelthen ikke længere gøre, da der ingen troskab, ingen sandhed i al evighed er givet i det regi. De er kødeliggjorte romantikere som enhver anden romantisk soldat - uagtet at den matematiske funktional-stat, for alle X gælder... grundlovens lovmæssigheds-dyrkende teknologisk-teknokratiske kultiverings-bedrifter forlængst er brudt sammen og derfor intet vækst-givende sigte kan bringe i vidt-løftig forløsende menneskeforstand. Ånd. Ja så de kan derfor ikke undlade af personligt hørt ansvar for livet i sigte for livsførelse af hjerte og videre forløsende, men også oplysende vej dermed. På indrømmende vis opløftende samfundskulturen i sit naturlige viderebringende med menneskelivet ad sandere som sandselig glædes-kultiverende vej.

Højesteret er jo i sandhed Kærlighedens sands og hørelse i vort vækstsigte med menneskelivet og sågud da ikke retfærdighedens, eftersom den udelukkende giver sig selv, dog ej glæde i menneskelivets samfund til videre opløftelse af al vort, vore personbundne livserfaringer med menneskelivet.

Min søn og hans mor lever i undertrykkelse og jeg med en politimands pistol for panden iform af en justitsial trussel om sags-anlæg, såfremt jeg ikke ophører med at elske at finde vej for min familie, mit liv i slægten. Ja uagtet at jeg så må medtage en svans og et par hore-unger af hans, fordi han lige så sit snit til at udnytte situationen under mit stress-forløb. Og fordi svigerfar godt kunne tænke sig at have været tømrer, som svansen så tilfældigvis er, istedet for slave af industrien som om der var en forskel – udover den, kommer jeg i tanke om, at Josef ganske vist var af jødisk afstamning.

Den slags afstumpende begær mener jeg kommer af justitsias, romernes, løgn-og-latin-skolens retfærdigheds-kultiverende indsats med den danske befolkning; Rum, tid, effektivitet og produktivitet hedder industriens manipulerende guder: Satans møller: noget-for-noget, et øje for et øje, ja thi sådan er den matematiske mentalitets teknologier og den forplanter sig tilsvarende: 1=1. – Men så må svansen og min troligt ærede og elskede svigerfar/svigerfamilie jo mærke, hvad oplyst menneskehjerte i slægtstro forstand er i den sande højesteret. Og hvad dens vækst er til for. Alternativet er jo misrøgt af min søn, som de indover rets-statens politi forlanger, at jeg skal acceptere i form af den ordning, der i folkemunde hedder delebørn. Som sagt: Sådan kultiverer lige-vægtens gudinde kødet – om det så foregår via domstolene, universitetet eller matematikkens industrier, ligegyldighedens tro på metallers ædle holdbarhed, ja det er ligevægts-gudindens begyndelse og slutning.

Hvem kan høre min søns hjerte i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og al-ene sørge for indrømmelsen af menneskekærlighedens opvoksende sands i hans kødelige omgivelse? Ja det er da sågud min faderpligt af oplyst hjerte, stor kærlighed i oplysningen navn, i det mindste at sørge for dét. Han skal vide, hvor hans far står og hvor Faderen gives, for det er kraft eder bankme ikke i statens institutioner med pædagoger tilbedende børnene med pædofilius hængende udenpå tøjet, fremfor ærligt tilbedende menneskebarnet i sandselig tro vækst. - Ja det tror jeg ærligt talt han vil sætte mere pris på end et under-holdnings-bidrag betalt i satans degenererende navn eller hans mors hemmelige telefon-nummer endsige hans morfars social-demokratiske had til kongehuset. - Sidstnævnte kommer af hans brud med sin slægt. Dén gamle bryder, der blev brændt af som barn og siden har drukket tæt som smede-drejer i Eric Clausens industri-kvartér med Ekstra Bladet og Linda Friss indover, altså, altså og av min arm i Matedorbyen, der jo ikke vil kendes ved genopstandelsen af kongen, fordi de da tror at alle kongerne stiger op af graven! Bøh bondeknolde og røde russere i lejre af livsens ondskab,.. De skal naturligvis skal omvendes.

Staten er ikke over os, vil nogen trøste os alle med, men når man så nævner kongen, så begynder de at tale om magt og enevælde, fremfor kærlighed af slægt, kød og blod i glædespligtigt, ja hjertepligtigt, tropligtigt, deraf sandseligt varmt, mildt og fornøjet ytringspligtigt sigte – uden at se, hvad embeds-standen, akademikerstanden, samt købmændene, masse-medie-kulturen og deres modbevægelser i alskens fagforeninger traditionelt bilder sig ind er ledelsens vej i samfundet. Ledelse går sguda ikke via magten, kvajpander, men sand kærlighed. - Staten er under os, den understøtter os, siges dernæst? SVAR: Ja, det skal jeg lige love for: Den har lagt sig ind over underet, slægtens rødder, vor voksende, oplysende ånd som menneske. Tak for kaffe, må I brænde op i helvedet, fremfor at projicere Jeres egen dårligdom og utroskab over på de folk, der betaler gildet gennem tvangs-logiserende, tvangs-psykologiserende institutionelle industriers mekanismer. Farvelfærdsstat, farvel kapital-stat, for du kommer aldrig ind igen: DET ER HERMED KUNDGJORT, AT DET ER UTROSKAB AT BETALE SKAT, DA STATEN ER SATANS ÅNDSVÆRK. Men vi skal fortsat huske, hvad der er givet magten og æren i al evighed, når vi nu, fremover afvikler kødeliggørelsen af satan, altså den statsborgerlige virksomhed!

Vi må ikke slå hinanden ihjel, nej og da heller ikke bare fordi, der sidder en række romantiske traditioner og gør sig til på højesterets bekostning - men de skal fandme tage sig sammen og få lukket det universitet, så et organitet kan opstå med åndeligt, arbejdsomt, ganske jordnært vækst-sigte, kropskunnen og åndskunnen. Istedet for bare at fortsætte i samme spor – fordi det jo er nødvendigt, fordi det jo er nødvendigt, fordi det jo er nødvendigt, som man siger, uden at høre ordet: Nød-vendigt. Og uden at kende til omvendelse og genopstandelse. THOR griner da sin røv i laser ved det lange bord med gedebukke-steg, altimens Vor Herre bliver ked og da griner han altså ikke længere, nej så er hammeren på vej ligeså mange gange som justitsia-pjokkene og tømrerne har leget med den. Og Mjølner, oha bette børn i danske domstole, han slår hårdt, når han kommer i Vor Herres navn med 2009 års styrke i sandheden.

Det samme gælder naturligvis så mange, mange flere end lige den uforstandigt statskundskabelige og universitære rets-stand eller politikere - jeg også synes, at der skydes alt for hårdt på, men altså det er sguda ikke uden grund, ikke uden sand, jordnær og hjertelig grund, eftersom politik og videnskab ikke er vor ledelse her i Danmark. Og det bliver den såmænd aldrig noget sted på hele kloden. - Det er rent ud sagt scientology man kultiverer kødet med via statens sæder og bankernes institutioner. Mange flere, ja og dermed i det hele taget berørende al vor glæde.

Tåler det sin gentagelse at nævne medicinal-industriens hippokratisk akademiserede hippier, der sørme så under ed har svoret at ville virke lægeligt helbredende - men af hvad, i hvilken ånd? Stofmisbrugets? Syge-sikringskortets? Hippo? Bent Hansens distributive storhedstid eller Kiss-my-ass’ kommunale visioner for Ikast-Brande. Ja i den henseende kan man vist rolig sige, at tomme tønder buldrer mest. Klonk, klonk lyder det når rungende malm taler i statstjenestens navn.

Altså det kolleriske menneske hedder Peter og hans kirke, mildnende lys, håb og sigte står i Rom. Han er givet nøglen til himlens port: Vor Herre Bevare os i hjertet, Vor Frues Kirke: Må skyld og ansvar fortsat være givet i sandhedens navn, så bøn om forladelse for den hjertevarmt kan opløfte uskylden, barnet i sin kreative opvækst til oplysende berigelse af vort samfunds hellige ånd. – Ja og så må Bent Hansen og Kissmeyers køkken altså finde sig i ikke at være givet for fem flade øre oplysende forstand i demokratisk regi, da sidstnævnte gravede sin egen grav allerede den første dag ved teknisk at tage magten i det latterlige lokalpolitiske samfund under regionale omlægninger af syge huse. Har han glemt den om: For mange kokke... eller den om ånden forud for tilberedningen af måltidet, delingen af brødet? Er det ikke et Oplysende Menneskestyre, vi lever i? Hvorfor vader de rundt nede i staten før år nul og bekræfter græsk-romerske sygdomme med eget kød som indsats?

Med andre ord: Den ånds-fabrik, der skaber satans møller, altså materialiserer teorier i højesteretsligt teknologi-teknokrati, derved og derigennem spejlvender sindet på arbejderen - for nu at nævne den social-demokratiske lidelseshistorie med kapital-stats-industrien, der forfører alt og alle - den ånds-fabrik betegnes også som fornuftens. Og fornuften med sine matematiske tilbøjeligheder, den finder sit ophav i de egyptisk-græsk-romersk forældede, men desværre institutionaliserede efterladenskaber i tilbedelsen af ædel-metallers varighed; det uorganiske sandhedsbegreb, det universitære verdensbegreb. Ja det universitær-statslige selvsving udenfor livets forstandige forsyn og næstekærlige medhør i sin videre-udviklende livsmåde dermed. Det vil uden tvivl foregå en rum tid endnu – derude i kulden.

Alt, hvad der kommer fra den just skitserede tradition elsker i sandhed ikke menneskelivet på jord, har for svært ved at indrømme livskærligheden som andet og mere end parterapi eller noget andet åndssvagt, der skal bringes iorden – og det er ikke foragt eller bitterhed, der får mig til at sige sådan, nej det er den troskyldige ansvarsfølelse i vækst og sigte for samfundslivet med eget personende liv som indsats for det. Uagtet, hvor ringe jeg måtte være blevet i præget af selv-samme fornufts-forvredne virksomhed i henhold til identitets-idealet og succes-kriteriet: 1=1.

Eller ærligt talt, fordi jeg bær hjertets sande gods af kærlighed til det undertrykte danske menneskeliv, gennem den pligt-betonede tvang - der kun er sådan, når romer-svinet hærger euro-papa, derved også beder os om at holde os til kronen. Ja ærligt talt det kæmpemæssige arbejde, det er at lade menneskekærlig som tilsvarende næstekærlig hjerteånd gå i skriften, for overhovedet at lade det usle statsborgerlige, skriftliggjorte justitsiale menneske være hørt på sin produktion af dårligdom, sygdom og elendighed via satans mølle,

Jeg opfatter det her som at lade det protestantiske lys til at høre, se og sandse menneskelivet på jord skabe sin nuancerende, levende kontrast, så nyt derved for alvor glædeligt kan opstå endsige bestå.

Satans mølle er tilmed en pro-dukt-ivrig mølle, der sågar foregår uden det mindste sigte for at vokse i undladelses-kunnen, så ny livgivende ånd og virksomhed kan finde vej op og vinde frem med et hjertegodt næringsgrundlag for levebrødet. Ja sågar uden det udviklings-sigte for liv- og samfund, gentager jeg: Med sit livs kræfter som indsats at undlade deltagelse i yderligere bekræftelse af møllens omdrejnings-tæller i det røde felt til fordel for det grønne græs på marken, vi jo allerede véd ikke er grønnere på den anden side af hegnet. Ligeledes ikke har nødig at misunde eller begære.

Undladelses-kunnen handler om at lære at stå ved menneskelivets under til sit forløsende hjertegode i opvæksten, ja at fordøje eller at modtage livets gave, kan man sige. Fastens formål i traditionel livskultur. Der sker kort sagt ingen reel udviklng, hvor ikke hjertet i sandhed, sandselighed også er med på ærlig vis. Det skal nulstilles i ny og næ, men jo altså da ikke i lyset af månen, nej sådan må man ikke høre menneskelivet.

Eks.: Hvilket had, hvilken vrede, hvilken utroskab ligger der ikke begravet i hjertet på et menneske, der kan få sig selv til at sætte sig i højesterets domstol? For ikke dermed sagt i sandhed at skulle præcisere, hvor det virkeligt syge menneske sidder i vort samfund med et storhedsvanvid så vanvittigt, at Peter Lundin bliver til en nuttet lille kattekilling.

Thi det er modpolen, for nu ikke at skulle nævne det selv-retfærdige folkefærd indimellem, folkefascismens masse-lovgivende virksomhed, der i visse afgørende sammenhænge alt for blindt følger ordre, fordi de ellers kommer i fedtefadet. Ja, da man i disse teknologiske tider kan dø af lige netop det. - Peter Lundin er tro på sine grusomt gammel-testamentlige, amerikaner-danske vilkår, men det er dommerne ikke, da deres vilkår ikke er grusomme, blot selv-pineriske. Det er ikke jobs lidelser dommerstanden lever med i deres pligtbegreber og ansvarsfølelse, det er satans begær, da budet forlængst er kundgjort i glædespligtens vækst-givende navn og voksende, forløsende åndskunnen dermed. Og sgu da ikke retfærdigheden stillet udenfor slægtens kød som en institution. Og man står altså i personligt glædes-udviklende, vækst-ansvar for al vort med sit kød som indsats. – Ja det er dommens sandselighed til hver en tid, så ganske elskværdigt menneskenaturligt, forløsende og samfundsbefordrende i sit forsyn.

Forvarings-anstalter er givet vis nødvendige, men glemslen af mennesket, der tages i forvaring den er ussel. Det er usselt ikke at genoptræne og genoplade mennesket i sit kød. Og skurken i den henseende, ja det er blandt andre den såkaldt moderne medicinske lægestand, der jo ikke kender til helbredelsen, ikke har forstået at det er ånden i kødet, der helbreder, De har i mange, mange år levet højt på den gamle bemyndigelses-kulturs falske identitets-dannelse med levebrødet, ganske lig en politikers finte med KTAS/JYDSK TELEFON, hvor tilliden til den hjertepligtige kommunikation i oplysningens tjeneste jo stod i kødet på befolkningen, men altså nu blev til en rigtig god forretning. - Hvem sagde konkurrence? Vil I gerne konkurrence i sandhedens navn, da det mig bekendt fortsat er strafbart ikke at tale sandt i retten, jamen så må I lige rykke med ind i kødet og oplysnings-pligten samt glædes-pligten på dansk grund. Så kan vi se på produkternes varighed, holdbarhed og bæredygtighed!!!

Institutioner grundet på oldtidens romantiske arv kan ikke undervise, uddanne og oplyse livet, derved lære det at håndtere mellem-menneskelige konflikter, når der er allermest brug for det. Vi skal blive stærke i glædens ånds-krops-kunnen og ikke i forstilt dømmekraft eller forstilt arbejds-kraft for den sags skyld. - Rets-standen skal og vil før eller siden blive tilintetgjort, thi det gør de selv, desværre også med folke-masserne involveret, såfremt jeg ikke som almindeligt godt menneske blandt andre med al vort var her med kærlighedens ånd og gjorde min oplysnings-pligt i kongens navn. – Og politiet, vi istedet næstekærligt skulle kalde ordens-dukse, de skal lære ikke at bære våben, men gribe sagerne an på hel anden vis: De skal lære kødets ånd at kende, styrkes i deres reformation på krops-teknisk vis! – Måske skulle de ligefrem gøre som i mellem-østen: Affyre pistolerne opefter. (Ikke sandt, Birthe Rønn Hornbeck?).

Blev der sagt storheds-vanvid i baggrunden? Skal jeg gentage: Jeg har ikke sat mig i højesterets domstol, jeg bekræfter ikke dens psykopatiserende romantiske kulturarv i sin græske bystats-politik, jeg lever ikke på overførsels-indkomst på andres bekostning, fremfor i tro bekræftelse af glæde, med mit kødelige næstekærlige liv som indsats, mv. - nej jeg hedder bare Jens og taler ikke af falsk bemyndigelse, men i mit personlige ansvar som hjertepligtigt menneske på jord og af kærlighed til det danske samfund. Det kaldes så ikke arbejde, men øøh, så må vi jo tage livet forfra en gang til... for op skal det altså og så må svinene flytte sig. Ja, altså dem, der benytter sig af håndlangere med våben i bæltet; dem, der benytter sig af fængsler til at projicerer deres egen skyld, usle kulturarv overpå næsten; dem, der benytter sig af knibetangs-manøvre i forhold til pressens redaktører; dem, der benytter sig af fornuftens mange øvrige sprog i samme retslige boldgade, såsom f.eks. psykologi, psykiatri, til at gøre tilsvarende, så overførsels-indkomsten... og syge-sikringen kan opretholdes.

Eller de mange mellemlag, der også benytter sig af fornuftens matematisk betonede sprog til at udvikle teknologier, der gør hænder overflødige, gør glæde med krop i arbejde mellem-menneskeligt, naturligt, organisk til en fritids-beskæftigelse, ja til noget man bare selv må tage sig af, som om det blot var arbejdskraftens begrundelse og ikke livsglædens egen bolig til al vort. - Vi skal da være glade for menneskelivet her på jord ellers kan vi intet. Og det intet, det onde er da tydeligt at aflæse på babelstårnets indføring af tomme tønders sprog i kødet på sine studerende.

Babels-tårnet er universitetet-staten og som bekendt satans magt-begær, ønsket om at være Gud, nå ind i himlen, være øverst, højest på strå, mv. Med lov skal land bygges, tænker lego-klodserne - hver sten er et sprog, men efterhånden som sjakbajsernes arbejdsledelse får bygget hver deres rum og etage, kan de ikke høre hverken livet og dermed ejheller hinanden som menneske. Overblikket forsvinder da og samarbejdet bliver til en skelnen mellem mod-arbejdere og med-arbejdere, der så ”behørigt”skal straffes og belønnes. Men af hvilket sprog?

SVAR: Den forstilte ånd, der påbegyndte byggeriet! – Platons uendeligt gode idéer og deres onde arv via Godfather-kulturen på sicilien og videre op til Roms Kejserige: Justitsia world-wide. Løgn-og-latin-skolens begyndelse, der kultur-historisk set først afsluttes med Luther. Og herhjemme først med Hans Scherfig – ungdomsoprøret: Menneskebarnets protest i en historisk akkumulerende livsførelse, der henholder sig til tidens politisk teknologisk-teknokratiske håndlangere og deres uendeligt afstumpende forsøg på at genopbygge Babel, fremfor dog at bekræfte livets vækst med glæde i al evighed. Ja få udviklet vor ånd og livsmåde via samhørigheden som givet er her på jord. Vor ånd skal nulstilles.

Gud, det vil sige livsånden til os, den trækker sig ud af et hvilket somhelst foretagende, der glemmer hans nåde, hans tilstedeværelse og sigte til glæde for os i vort hjertekære slægtskød - i sin sandselige vækst og indforståede udarbejdelse, udlevelse omkring det jordbundne organiske vækst-grundlag. Dyr, planter, jord, menneskekrop i ordets ånd – der er ikke andet, så det er levebrødets åndelige kreds, livets samfund på jord. Og kan man ikke henholde sin ånd i lyset deraf, så er man et svin, så er man utro – ja en simpel abe, der ikke kan få nok.

Det er temmeligt grusomt og ikke blot angst-fremkaldende, men angst-kultiverende, når et helt system-netværk henholder sig til den slags, omtalte lovførte biiiiiiiiip – og derved genererer alverdens dårligdomme og skuespillere i kødet. Sandhed kan diskuteres, men skal i ærlighed sandses i livets navn, da den udfolder sig gennem aldre, ja når livets naturlige menneskekrop har brug for dens sandselighed til videre vækst og indrømmelse, der hvor man er. Men (K)ærlighedens sandhed samtales kun i al mindelighed og ikke i magtens forpulende omverden. Det er indiskutabelt, thi det er værnet, de åbne arme for det livgivende forsyn, det førstnævnte, førstgivne: kødets naturlige udfoldelse af sin sandselighed i henhold til, altså adlydende, voksende, erfarende vor samhørighed indunder til opløftelse af næsten. (Her vil man opfatte mig som forskudt i samme udstrækning som man ikke henholder sig til ordet – vel også i lyset af vor tids vilkår, ja den tid, der sådan set ikke er der. Skriften er ikke ordet, ånden, hjertet, nej det banker da i kødet ligesåvel som vi ånder, halser, pruster, stønner, sukker og rømmer os på så mange andre måder).

Og som afrundning på, hvad der kom til udtryk med Anders Fogh-afsnittets begyndelse, det statsministerielle kompleks med navne for snart det ene, snart det andet højesteretslige kompleks, ja tag bare alle verdens-møllerne med: Institutioner kan ikke bære ansvar og skyld, ejheller den oplysende gode, forløsende og kreative. Men værre endnu, for ikke at male fanden på væggen hos min søn til hans tid: Mennesket rundet af statens bygninger, altså statsborgeren, den skriftbårne, skolebårne identitets-dannelse, den kan heller ikke bære skyld, bede om forladelse for den og dermed ejheller bære kærlighedens oplysende gode – og hvor er vi så henne?

Jeg skærper tonen overfor satans møller og afslutter skriftlighedens pointer.

Skulle der med andre ord opstå krig i vesten, jf. den lovmæssigheds-dyrkende slavetænknings mølle-virksomhed med at få stats-borgeren til at makke ret i teknisk, teknologisk-teknokratisk forstand, så ganske blindt følgende regler, jamen så skal menneskelivet i så tilfælde endeligt huske at få slagtet det kvæg, der græsser på månen i ligevægts-gudindens brydske fold med vold og derved indfører kogalskaben gennem samfunds-institutionernes vandtrug: Livets børn. – Lad dog de små børn komme... De skal ikke have lov til at gå i friskole længere, altså statens trosfrie skoler i retfærdighedens fundamentalisme. Og der skal ikke genopbygges med lov efterfølgende.

Det nådesløst skriftbårne, slavetænkende samfunds-vilkår, jeg nævnte, at jeg kom ind på, det kan høres som følger i min tid: Læs-og-forstå-skolen, der glemte at høre-og-se – dermed har vanskeligt ved at vedkende sig det åndsbegavede element, indrømme livsånden, modtage den, ja derved det menneskeliv, jeg ikke bare kan smide på porten. F.eks. da et dødt verdens-sind i en levende krop er det samme som en læsebrille-abe foran et spejl, hvorpå skrevet står: Menneske - såfremt det nu skulle være i tvivl; altså som en social-demokratisk, social-fascistisk, rets-fascistisk sikkerheds-foranstaltning!!!

Vi er da mennesker siger dem, der lever i svinsk foragt for sand vækst i livets navn og således ikke bestiller andet end at asfaltere og teknologisere livets eget, særdeles givende vækst-grundlag på jord. Vækstgrundlaget i kødet, børn, unge, familier er først i kærlighedens navn, men deraf opstår også det samfundne, samarbejdende sigte omkring livets organiske vækstvilkår på jord. Vi bærer sammen og belastningen i samfundet, ja det er dem, der ikke kan indrømme sand glæde i deres liv og lade opstå deraf.

Ånd og kød er med andre ord ikke adskilt hos mig, ejheller adskilt fra hele vort samfund. Og dét skal den udpræget administrerende skrift-kultur altså forstå, såfremt de ikke kan erindre sig det. Der er ikke blot forskel på, hvad man selv mener om sit, nej det er underordnet, da den afgørende forskel er, hvorvidt man løsriver ånden fra kødet ved at lade den med alverden i et betagende, sandt-godt-og-skønt velordnet, konstrueret universaliserende eller digterisk stats-idealistisk billede med kæmpestore formål om, hvad vi alle sammen på forstilt vis kan og skal dermed!!! – eller som hermed givet, hvorvidt man bekræfter ånden i kødet på afslørende ærlig vis, ja bekræfter troværdigheden uden selv-retfærdig nåde og uden at svine sig-selv til, uden at nedværdige det ærlige, almindelige menneske man altid også bare er, derved tillige næsten, evt. læseren.

Og nej, skulle du være i tvivl, jeg er ikke tilhænger af skrift-kultur eller masselovgivende medier i det hele taget, læs: Det dansk-romerske kejserriges latterlige erobring af markeder via teknologisk-teknokratisk forstillelse af begæret. Skal det imidlertid være som vilkåret så ganske trykkende er i dag, så skal en almindelig kendt kontekst også afsløres, da skriften eller teksten jo netop ellers løsriver sine øvrige gode, livsbekræftende åndstilbud fra det almindelige, kødelige livs-vilkår. Det vilkår, vi gudhjælpme da står med, når bogen lukkes eller fjensynet slukkes.

Skal læsning foregå, bogligt begavede virke, så skal hørelsen være iorden som jordet er – og den kan man ikke læse sig til, hvorfor det er gallimatias at skole alle børnene i læs-og-forstå-kulturens utallige døde erfaringer, ja så åbenbaringen af menneskets helt naturlige livsforstandige alvor i glæde overhovedet ikke opvokser i sin sandselighed og dermed videre ånds-kropslige kunnen.

De opdyrker døde erfaringer på universiteterne og kan ikke forstå, at samfundet ikke kan bære det, kan ikke forstå, at der bliver skudt folk ned, ja jeg kan godt forstå at de er bange – men der er ingen undervisere på universitetet, for det lader sig ikke gøre i satans navn, magt-begærets. Ja de forstår ikke, at de står til ansvar i hjertets sande navn og øøøh, det handler da om krop og sandselighed, åndsevne og udvikling af vækst-grundlaget på jord!

De må ned og vende, hvis de vil noget – få indrømmet livet i år nul og givet ærligt udtryk derfor ved at afvikle de sprog og institutter, der ikke kan stå i år nul. Dem alle sammen. Ja det er da bedre at førtids-pensionere hele bundtet, give dem en sut, en stak bøger og lade dem dø på naturlig vis, så vi kan rive bygningerne ned – og få etableret nogle køkkenhaver, stalde, markbrug, madlavning, tai chi, ordet, kødet, gymnastik, ja der er masser af hjertegods i oplysnings-traditionen, som de ikke vil være en del af. For så var de vel gået i gang forlængst med at gøre gavn af navn i det danske samfund, fremfor at ødelægge endda nogle af også mine gamle studie-kammerater på livstid. Jeg støtter dem sågodt jeg kan, men deres kritiske sands, den er jo ikke forstandigt bundet til livet, nej de dingler omkring ude i det kolde rum. Og voooup, nu er det flyvende tæppe væk.

Det tror jeg da, at du er enig med også mig i. Jeg er ihvertfald taknemmelig for din hørelse – og som sådan iøvrigt fuldstændig ligeglad med om den også måtte være præget af at komme fra Brønderslev, thi det er jo kun livsbekræftende samhørigheden på jord, her dansk grund.

***

Sand ånd

Noget andet er, for nu er gå videre og altså vende tilbage til afsnittet, hvor kraftfuld ånd uden forventning blev pointeret. Den bemærkning tror jeg godt, at du er bekendt med – uden forventning tilføjede jeg, da vor tids skræk er gengældelses-mekanismer.

Gengældelses-mekanismer. Ja grundet løn-og-straf-åndsmåden der går igen og igennem alt, alt for meget, så det bliver et så ganske fundamentalistisk sindelag, der intet livgivende nyt kan indoptage... Det opfatter jeg som menneskesorgen, for livets godt gengældende svar i den tro adlydelse går jo også tabt derved. Der sker ingen indrømmelse, når angsten for justitsias drengerøve gør sig gældende i sin folkelige, masse-forførte, masse-lovgivende skikkelse. Netop raske hjerter bliver kede af det som grundstemning. Livslede. Og der finder du også min vrede på menneskelivets vegne. Jeg har mærket den komme og den faldt mig i munden som Guds vrede for nogle år siden. Som før sagt er der, som alle er givet et, et gavelod, jeg/man ikke kan undslippe at skulle stå i hørelse af, men dog forhåbentligt finde befriende eller forløsende vej for af taknemmelighed for livet med rigtig mange gode oplevelser tilfølge.

– Raske mennesker går kun istå, når det er syge mennesker, der står i ledelse, ikke kender livets sigte og vej med dets, ja vort levende menneskesamfund! Det er et menneskelivets faktum at raskhed, sundhed, godhed, mildhed, helbredelse, glæde, mv. står i Kærlighedens sandselige navn, ordets, kødets og således forudsætter tro, kærligheden til at stille sig t ro i livet i sigte for helligåndens gaver. Da især også når det gælder i bred samfunds-mæssig forstand. Kun Vor Kærligheds høre-tro ånd kan dømme mellem levende og døde. Og det gør den min-sandten: K r op!

Ja, for det giver af samme grund aldrig sig-selv, da det er livet, der bestemmer: Gud råder over os. Livsånden råder over eller omkring menneskelivsåndens under. Den, der derfor ingen gudsfrygtighed for glædens sande under er givet, ja også i næstekærlighedens navn, han/hun er på spanden. - Måske Jokum da kan hjælpe vedkommende med at finde hullets locum!

Wilhelm Grønbech taler om at opdage mennesket, mærke sig dets rigdom og se det har da været et så ganske klart gode at kunne hele vejen – så det skal vi ind, ned, op og ud til igen, tror jeg. Omend det vel også netop betoner hele vanskeligheden med fristelsen, nærvær, skyld og angsten for gengældelse. Sammenhæng-samvær-samarbejde-samfund-samhørighed, den tråd har et anker i ordet: Identitet, der er græsk, men på dansk betyder ”det samme”. Så al balladen omkring netop det begreb, iform af kend-dig-selv eller tilsvarende, ja som jeg også erindrer, at du nævnte, tog afstand fra - det er balladen med den græsk-latinske fornuftsånds forpurring af alt gennem tegn-tekst-og-tal-fikserede arbejdsformer og dertilhørende systemer. Selvets teknologier er det også blevet kaldet.

Matematiske teknologier kunne det også kaldes, da 1=1 er selvets, fornuftens selv-lovgivne væsen. Og hør, hvorfor skriver man så ET to gange? – hvad er det, man da ikke ikke kan indrømme sit kød værende givet med og næstekærligt, sandseligt betinget af? Hvad betyder det da? At man er snothamrende dum i hjertet, blind og forstandsløs, altimens man udformer intelligens-kvotienter, er skide-god til triviel pursuit og elsker at tilbede kolde stjerner i kikkerten? Ja patsvag akademiske-politisk justitsial kapital-kultur, der er nedarvet i kødet via omverden og de utro forældre - det er ophavet til den slags snothvalpe, der immervæk ødelægger børn og unges liv i hele samfundet via deres skizzofrene teknologier-teknokratier, teori-praksis, de ligesom ikke kan forstå ikke kan blive til 1=1. Følgeligt føler sig berettiget til at straffe alle dem, der ikke opfylder over-ens-stemmelses-kriteriet!!! Ikke mindst alle-industriens arbejdere!!!

Vor Herre Bevare os, for de lever ude i verden, de tror livet er udenfor kødet, ja de søger ordet iform af orden i verden og ender da naturligvis med at bruge uendelige mængder af energi, uden at flytte sig et eneste skridt. De kalder det fremskridt, altimens deres misforstand i sit magtmisbrug ikke bestiller andet end at undertrykke menneske-livet. De kan ikke tage imod vækstens gave, livet og hvad det bringer. Nej, for det har de folk til, det er der andre, der må tage sig af – og så fremdeles hermed gjort!

Kroppen, kropsånden er ude af billedet som det bærende livs-element i hele samfundslivet, tillige derved de naturlige sandser i deres renhed med det personlige gavelod som en naturlig berigelse. Ikke mindst hørelsen, da ordet blev til kød og vesterlandsk kultur er præget omkring dét retningsgivende forhold, men sguda ikke ude i verden, nej i livets kød. Kanske uden sønderligt kendskab til det samtidigt omvendte forhold: kødet, der blev til ordet: ja undfangelsen i helligånden, ”englen gennem stuen”, barnet og dets genkomst i ånden. Jep, mildheden, forbundetheden over den ganske jord.

Som åndsfortolker, den åbne hørelse i kroppens kødelige medie, der véd man, at hvad der sker i ånden også står i kødet et eller andet sted, hvilket så let bliver til støj, grundet al lidelsen – derfor vigtigere at få sagt: bliver den kun til mildhed, altså åndskendskab, såfremt budet undfanges: Livsånden er livsånden, der i al evighed, hvad menneskelivet på jord angår, kun kan overvinde dødens lidelse, de dødbringende logikker og systemer. Livsånden er ligeledes sandheden.

Men budet er menneskekærlighedens erfaring i det helt unikke liv, oppebåret af livsånden, sandheden, jovist, men kun forplantende og livsbekræftende via menneskelivsåndens åbenbaring og sandseligheden/kødets egen indsats med at indrømme den. - Hvorfor Wilhelm G. vel også, som jeg erindrer ham sige et sted, taler om at lære at give, men vigtigere i dag: at lære at tage. Der menes formentlig modtage, men han får det sagt, så det kan høres: Der skal tages hjerteligt imod Gud, det livsånden i sandhed bringer, for at kunne vokse æreligt af den og i sand kærlighed, videre dermed hele samfundet i sin paradis-udfoldelse.

I lovprisningen af kærligheden hedder det: Glæd dig ved sandheden, der vel at mærke godt kan være hård, ikke mindst, når løgnens forstillelser er i omløb, ja sågar institutionaliseret som skoler. For sandheden er oprigtig talt aldrig hård eller retfærdighedsbetonet endsige straffende, nej den er i sandselighed givende, på én gang personligt bringende én videre, men tillige dermed også samfundet. Og der er ikke noget før eller efter, man modtager ikke først og så...nej det sker i ET kød som også midt i al vor ånd. Og så med genopstandent oplysende sigte for ens placering i livet, hvad der er at gøre godt med og så videre, hvad man måtte have lyst til at bruge sit liv på, men også, hvad man skal medmenneskeligt set. - Man er fraværende, dvs. verdensfjern, når man modtager. Og det har jeg skullet være ganske meget, i særdeles livsnær forstand med sigte for al vort. Tillige oplevet mange af mine medmennesker være på tilsvarende vis, hvorfor alt det her kommer som nødvendighed af hjerte, ja da jeg forstår, hvilken jordbund, de ikke har med. – Næstekærligheden, det mellem-menneskelige er det absolut vigtigste, men glemmes modtagelsen, begavelsen, berigelsen af livet i sin udvikling på jord og glemmes forsynet, det vækst-givende sigte, der opstår deraf, ja så er intet forkyndt, så er intet nyopstandent sigte for bevarelse af al vor glæde givet. Sådan virker løgnen, det er kapital-statens indkapslende grund, der forårsager det forhold, dvs. løgnens indpakning af sandheden, der så fremdeles kommer til at leve på falske præmisser. Og det er svært at holde den danske præste-stand fri af det forhold. Men hør, det tror jeg, at du forstår.

Undfangelsen i helligånden skal til mellem-menneskeligt og personligt. Livsånden, Gud tager sig ikke af, hvad mennesker render og laver, medmindre mennesket tager imod ham. (Livsånden dækker også over dyr og planter, samt frugtbar jord og der er ikke andet; det er dens egentlige organiske medie og i koncentrationen omkring den opstår paradisets ånd, der videre naturligvis ikke skal løbe af med os, men vise os sigtet i vort liv, her på jord. Vi skal alle dø en dag, men det er ikke sagens hjertelige kerne, det er måden vi lever på, det hele handler om og dertil ånds-indsigten, vejen, der jo altså ikke fører til døden, men til åndskunnen og forplantning).

Men hør det giver jo ingen ro at tage imod gud, idag, ganske som tidens online-vilkår og satans møller forvansker det, jf. de falske præmisser. Gud bliver i det spor til natur og natur til alt, hvormed han falder ned i den matematiske symbolik og dens utopisk tekniske, teknologiske beregning af universets kræfter. Ligeledes ned i den social-demokratiske/social-fascistiske lidelse, når kræfterne reguleres i henhold til den matematiske ånds skuffedarium: Markedskræfter. Jeg gentager: Naturens kræfter er vi ikke herre over, men efterligner vi dem metodisk, teknologisk, industrielt, ja så fører vi naturkræfterne ind i vort samfund, hvilket jo så afstedkommer markeds-kræfternes grusomme mekanismer i det ellers medmenneskelige livs sindige gang på jord, der jo ellers kunne vokse i åndskendskab med kødet og deling af brødet.

Vejen ud af den sure kop te handler om at indrømme livets organiske sfære på jord, hvormed tillige vort åndedræt, vor krop og ånd er givet. Først da kan genopstandelsen i sandhed, sandselighed komme til ordets forsyn: Helligånden. Vi er menneskeslægten på jord og dermed skikket til at leve på jord.

Ganske vist kan vi ikke undgå tsunamier og lignende vejr-forholds rasen, men altså: Sådan er den uorganiske naturs universitære kræfter. Og det er her behørig afstandtagen til akademiske videnskaber/fagsprog og staten gør sig gældende, da de efterligner dem i kølvandet på det åndssvage græsk-romerske logos-folks kulturelle efterladenskaber: Den universitære rets-stat, EU, USA, med videre. Helvedets børn, magtens børn, der ikke lader sig omvende til livets børn på jord, i samdrægtighed med glædens erfaringsgivende vækst i kødet. Der vil være knops i livet, men at projicere dem op til magt-foretagender over alt og alle via bemyndigelse, blandt andet i form af indføring af teknologi, også den her computer, jamen altså, det er satans værk, det er utroskab, det er foragt for menneskelivet, vækst, kærlighed, hænder, krop, ånd, køkkenhaver, gulerødder.... og ad den vej er hadet og sygdommene opstået i det danske samfund. Og det bliver værre endnu, såfremt befolkningen ikke lærer at indrømme sig i sandhedens navn. Arbejde er ikke produktion, men at græsse sammen.

Først med undfangelsen i helligånden, menneskets indrømmelse af livsåndens bærende realitet, jovist, men tilmed i navn af menneskelivskærlighedens unikke erfaringer i det personende liv, der altid vil være mediet, men tillige derfor også skal holdes frit, genoplades, da det er livsbetingelsen - først da bliver ånden kraftfuld på menneskelivets vegne, først da begynder samfundsudviklingen i samhørighed, så helligånden igen, mellem-menneskeligt kan undfanges og blive en arbejds-horisont, en realitet at være til med og udfolde samfundet. Her dødeliggjort på skrift til udødeligt medhør hos dig...

***

Om tidligere, udsugning af levebrødet – og tak

Noget helt andet er, at jeg altid har været klar over, at jeg ikke egner mig som social-arbejder, da det vil skære mit hjerte i stumper og stykker ufrivilligt at skulle sandse, hvordan den menneske-hjertelige elendighed vinder indpas. - Til gengæld følte jeg, da det er givet som menneskesyn hos mig, at ingen er ringere end at de fortsat er fuldgyldigt menneske, ja, at jeg kunne gøre noget livsbekræftende i den boldgade hos leder-skaren og systemet. I ikke videre succesfuld vækst med det i sigte, indtil videre, hvad indtjening, hus og hjem angår, har det dog efterladt mig med en indsigt, men jeg mener dyb agtelse og varm taknemmelighed overfor de mennesker, der især tør bruge af deres egen, personlige ånd til at løfte, bære og bekræfte en samhørig ledelse frem. De bliver nemlig også overset eller overhørt i den gamle palaver om top og bund, rodet ind i politik og systemer, Altimens den faderlige opsangs forløsende friheds-gave på menneskets vegne derved går fløjten.

Din kone har haft min mor med som praktikant i fængslet, du har lavet teater med mig i hovedrollen, desuden konfirmeret mig og på trods af barnligheden hos mig, der måske toner frem her, ja så er der alt i alt immervæk stadigvæk god menneskelig grund til i bredere forstand at få sagt tak, måske endog give noget tilbage som hyldest til al vort. At dele brødet ved at give af sit, førend man går videre og kanske aldrig vender tilbage igen. Tak.

Tænk, ja jeg skal ikke bestemme, hvad du tænker, men i kølvandet på dét, man bare kalder et karriére-ræs, om det så er uddannelse eller arbejde - mit hjerte sagde nej, stop og hump, fordi jeg fornemmede hele den udsugning af livskraft som ”systemet” foranleder med sine titler, sin bemyndigelse, sin magt, sine uærlige identitets-dannelser, sine mange gode intentioner i deres akkumulerende sammenstød med troskyldiges pligtopfyldende forsøg på at tage dem til efterretning på mere end blot egne vegne.

Og nej, det er ikke systemets skyld hos mig, jeg kender det bare, véd, at det ingen skyld overhovedet kan bære, eftersom det ingen indrømmelse foranleder. Tværtimod: Systemerne er jo, som jeg jævnt vender tilbage til for hjertegod ordens skyld: platonisk, livs-forsagende og verdens-tilbedende fornuftsånd, der derfor tilmed virker med alle sine spejlvendte videnskabsfolk, kapitale svindlere og politiske tekno-krater. Dog ikke i sandhed lever. - Det er så ganske farligt forførende af menneskelivets ånd i forhold til dét, vi gudhjælpme skal høre, såvidt mærke os til bekræftelse af den ufravigelige samhørighed: Oplysning og dannelse i undervisende opvækst og arbejde dermed. Men som det så igen fortsat frækt afvisende modsvares med: Hvad er dét?

OK, Piet Van Udendørs og døsige statsborgere i justitsias grundlovsgivne vold, for ingenting bliver da oplevelsen af den tabte samhørighed i det inderste. Og dér må den altså ikke komme ind, nej, en sådan oplevelse skulle gerne vække alt det livgivende i al vort kød og sguda ikke ingenting. Tvivlen kan ikke besejre troen, så den tabte samhørighed er undervejs - omend den, tvivlen gør det helveds hedt at leve almindeligt hjertetro al den stund, at den ofte er fornuftsåndens og fornuften jo i kraft af magtens selv-forstærkende reference forstiller troen, ja overfører glædessigtet i kødet til et både profitabelt og blindt bekræftende verdensbillede af det danske samfund som det ’godeste’ samfund i hele verden.

Forsynet overføres med andre ord til forudsigelse-kunnen på motorvejens asfalterende overkørsels-indkomster, der ikke tør sige andet end hvad der betegnes som - en ganske grim mekanisk social-teknik, der handler om sledsgislering i den helt forkerte ende.

Har de glemt, hvad indkomst er? Har de glemt hvad løn er? Har de glemt, hvad livets arbejde er? Har de glemt, hvordan satans møller stoppes? - Er vejr-prognoserne mere holdbare, langsigtede vejr-udsigter end f.eks. bondens livssands for vejret i svaler og deslige, der hvor han netop er? Og det er ikke en pointe om bonden eller at vende tilbage, nej hvorhen – folk der siger sådan lever kun i tidens historie, hvilket er endnu én af de helt store akademiske fejltagelser, da den udelukker åndshistorien i kødet med sin hørelse af fortællingen med mennesket ligeover, altså i ET og vor videre vej med lyset derved!

Men det var en pointe om indrømmelse og at falde ned og gå på jorden: om livssandsens bekræftende virksomhed i sin organiske omgivelse. Den omgivelse, der trods kulturelle, ja hvad man end dyrker, nu engang er ET samfund omhandlende menneskelivets, frugtsommeligt levende, forplantende til det viderebringendes genopstandelse på jord. Også i Danmark med sit hovlydigt danske sprog. Desuden er der altså mange mennesker, der lever fornøjeligt med stadigvæk at kunne se og høre svaler.

- Når der bliver regn i Danmark, bliver der så regn over alle mennesker i hele verden? Ja med vejr-negere i Jarnvig og bugt som tilbehør til at glemme, hvordan masse-medier, fornuftens væsen direkte bestemmer mentaliteten ind hos alle, indtil de ikke hører efter alle, men da tilmed for nogens vedkommende i grusom åndelig negation af alle: Ingen, ja ingen hører. End ikke sig selv eller lige netop som sådan: Intet. Altså: Rungende malm, klingende bjælde. (Det er anorexi, når det kødeliggøres).

Kapital-staten og universitetets konsekvente fornægtelse af troen, ja de forhindrer mennesket i at være i år nul med sit naturlige slægtsbærende liv samarbejdende omkring det jordiske vækst-grundlag. Det skyldes oldtidens institutioner. ALLE-ER-JO-LIGE-FOR-LOVEN og sådan udavles, bortkultiveres, undertrykkes kærligheden i sin vækst, sit personende menneskelevende. Mao.: Hvilke kvajpander, hvilke ikke blot amoralske, umoralske, nej gudhjælpme utro... har ikke deres liv kært som berørende al vort! Skal vi til at bære våben ligesom dem, hamre og pistoler, fordi det er nødvendigt? Eller skal vi bare lade Thor stige op i ånden, så skyld atter kan mærkes og ansvar tages – for sørme da ikke at generere flere slatne statsborgere via selvretfærdighedens pølsefabrik. Karnovs pibesovs og dens folkskolede håndlangere udi romantisk magt-forstillelse og begærs-forskydning i deres trolige adlydelse af verdensvilkåret, moder natur og ikke modersmålet i vort Fædreland af oplyst slægtskød og blod. Jeg stiller dem personligt til ansvar i menneskelivets navn og gør det såmænd hele vejen op og hele vejen ned igen, sålænge sandseligheden er til med al vort og lader sig bekræfte som sådan!

Det er alt i alt tilfældet, dog gudsketakoglov ikke det eneste i min hørelse af tidens mennesker via menneskelivets hjerte, omend det af og til holder hårdt at turde stå ved det! Man skal ind, ned, op og ud med det levendes erfaringer - måske bliver man da også bekendt med, hvordan vi også skal ind, ned og under, for at kunne lade opstå med al vort. Og det er altså hjertemodigt, tillige også i den sammenhæng, hvor jeg hører udtrykket: Fårene skilles fra bukkene. – Ja du er vel i lyset af teksten ikke i tvivl om, hvilken ånd og samfunds-elementer, der er udelukket hos mig, fordi de forestår en falsk forrykkelse af det hele, af livet, ja, hvilket ikke lader sig gøre, men derfor skaber lidelse dobbelt-op, når folket forføres som sådan? – Jeg hører også, at det handler om hjertets vilje til at disciplinere begæret, så op-o-frelse ikke bliver forstilt eller ånden kan holdes ren i sit samfundsbetonede forsyn, derved kan befrugte og forplante menneskelivets mellem-menneskelige samfundsomgivelse. Altså kultivere vort liv i helligåndens sigte; høre, se og så. Ja undskyld, men paradis på jord er en realitet, det er organisk. Det er den helbredende indrømmelse, kultiverende åndsmåde, der er vanskeligheden.

Formidling kaldes det, når fornuften problematiserer det i sin græsk-romerske teori-praksis-konflikt, den, der eksistentielt bliver til skizzofrenien mellem statsborger-menneske, fornuft-forstand hos dem, der ikke får sig indrømmet i åndens realitet, ja men med rod i troen, kødet, altså den hjertegode, slægtsbundne arv. Vi er indrømmet af Vor Herre, jovist, men klarheden og vækstens vedvarende livgivende næringsgrundlag med kærlighedens nåde som måde i helligånden...den kan ikke opstå uden næstekærlighedens samfundsudviklende element i samhørighedens samarbejde. Var sand samhørighed givet i menneskelivet på jord, altså sandseligt ren, så ville der ikke være teknologi og teknokrati, asfaltering af vækst-grundlaget. Sådan kan det også siges.

Tidens udsugning kom jeg fra. En udsugning, der har haft den konsekvens at ganske mange i ”min generation” måtte etablere selv-forståelser ad hoc enten som skuespillere eller værre også forhærdende, forstilte jeg-er, for at holde sig indenbords, foruden finde påhitsomme erhverv, ja søge vækst uden lige på asfalten, hvorpå imidlertid kun næsten og penge/overførsels-indkomst var at finde som ånds-redskab kaldet ven eller elsker. Men altså, som var det jeg kom fra og ville frem til: En hel generation uden sønderlig taknemmelighed, åben kanal eller forståelse af dét, de kom fra og som sågud også har båret dem frem, givet dem oplevelser at leve på og videre med. At rykke kærligheden fri af sit opland, det er mig ikke blot imod...det kan mit hjerte gudhjælpme ikke, ja det lader sig ganske enkelt ikke gøre.

Min ejendommelighed er kanske bare min historie, der som hos flere andre sker med fart i ånden, lidt for tidligt og dog: Grundene er ikke psykologiske eller udelukkende bundet til min person, nej det handler om mennesket, der via slægten sandser livet på jord, påny, påny, men ikke bare det samme, gentagende. Og atterdog, så er det personligt ansvarligt i den forstand, på så ganske almindeligt dansk grund at være døbt: Jens – og derved stå i konflikt med staten, ja desværre også ad dåbens vej. Hvorfor?

Fordi nærings-grundlaget, indkomst-grundlaget ikke kan fjernes fra levebrødet. At give og modtage, ja, modtagelsen kan ikke adskilles fra nærings-grundlaget. Nej det må ikke adskilles i menneskeånden, men bliver det af den ånd, der ikke henholder sig til livsånden, livet, Gud. Arbejdet i statens tjeneste, der jo desværre ikke véd, hvad det producerer/kultiverer. Derimod desværre fortaber sig i verdensånden, kulturhistorien, naturens ligegyldighed, ja det udenforstående, såsom tredelingen af magten. HA HA HA; den lovgivende, dømmende og udøvende magt, udenfor menneskelivets slægtskød, trolige forsyn og vækst-sigte dermed. Og således vil skelne alt og alle, for selv at stykke det hele sammen igen, iværksætte med videre magt-misbrug tilfølge. Platon, Satan, Kejser Nero, hvis evindelige gentagelser, satans mølle, så er: Hov, jeg/vi var ikke givet magten dertil!

Den slags, en sådan forstilt ånd bruger politikere, akademikere, kapitalens folkeslag og deres morads af institutionelle efterladenskaber i kødet på hele den danske befolkning så livet på ALDRIG at komme til at forstå, så vi netop kan undlade at bekræfte den. Og en sådan uforstand går i arv via hele den omverden, staten påkalder sig at være retsmyndighed over: Dansk territorie og hver en plet under det navn, ja ovenikøbet også med Eu indover. Det genererer løgnens sind, ja det analytiske, der er græsk, så altså på dansk det alt-opløsende fornuftsind. - Ikke blot kan man i dag bemærke, hvor forstilt - ja øje-for-øje og tand-for-tand, noget-for-noget, gengældelse, hævn, angst for terror på den anden side af jorden, i den anden ende af verden, uden at se bjælken i sit eget øje – ja, hvor forstilt alle-er-lige-for-lovens virksomhed gør samfundslivet, tilmed må man i dag bemærke: Alt-og-alle-er-lige-for-loven, hvilket hos flertallet ligeover giver det stærkt ubehagelige: Intet-og-ingen-er-lige-for-loven.

Man kan vel også sige, at det er grunden til, at jeg sidder her og er nogen, så alt-og-intet med ingen-og-noget kan blive blæst af banen uden magtmisbrug, uden bemyndigelses-kultur, uden edsvoren lægeligt løfte, uden... men ikke uden tro, ikke uden sigte, ikke uden omsorg for og stor kærlighed til menneskelivet i det hele taget. Jeg mener, vi er da sågud nogen, der er værd at elske frem i lys af livets jordnære og vækstbetonede gøremål. Tillige forløse. Men hvorfor sker det ikke, ja læs forrige afsnit en gang til. - Sagt på sandselig god vis: Så er magten og æren i al evighed gudgiven. Fader VOR herre. Og det er såmænd indkomst-grundlaget til bekræftelse af vort næringsgrundlag i samarbejdende samhørighed til udblæsning af løgnens sind. Ja såmænd samfundet i REN forstand, rent forsyn. VÅREN og ikke længere vorden eller: hvor ren?

Udsugningen/misbrugen/forførelsen er foregået som et samfundskulturelt kollaps, fordi mennesket har mærket sig sine erfaringer med den elendighed, der på nød-vendig vis skal søges omvendt. De er ganske vist ikke fordøjet eller omvendt endnu, men statsborgeren kører alligevel bare skyndsomt videre, da det jo ikke kan betale sig i frygten for magtens lejemordere – altså fordi levebrødet i høj grad ikke er et ædelmetal, dog forstilt administreres, idealistisk håndteres fordelt som sådan. Et kollaps dermed i ikke mindst åndelig fylde, menneskeforstand, hvorefter man altså ikke bare kan gentage eller etablere nye, hurtige forstillelser, nej da bliver nødt til noget helt andet, som ikke alle kan komme ihu eller erindre: Genopstandelsen.

Ja, så, altså, jeg gør som jeg gør hermed, fordi jeg tror det er varmen i menneskelivet vidt og bredt, der er arnen og grøden, hvoraf en holdbar fornyende kreativitet i samfundet kan opnå menneskeben at gå på igen. Og gentager, hvorfor man altså sandt at sige bliver nødt til at indrømme det, man kommer fra og videre vise sin taknemmelighed derfor. Vise at man elsker livet og er glad for det. Måske også på trods af, at man ikke længere kan få sig selv til at gøre det i triviel forstand, derved måske lige netop lykkes med at få vakt den tro, der på sin vis via alskens angst-fremkaldende adfærd gled ud af vor tænkemåde. Min tilbagevenden til hjemstavnen var vel mest af grusom nød, dødsensfarlig lidelse, Men det blev ikke kun oplevet sådan. Jeg mistede min familie, da hun løb med anden, min onkel tog sit eget liv og to af mine fætre vendte også hjem omkring samme tidspunkt.

Så ud ryger troen jo altså ikke helt og aldeles, den vandrer allerhøjest gennem døde erfaringer, for atter at opstå – men så dybt at synke, når man jo bare har passet sin folkeskole, sit gymnasium, sin universitets-uddannelse, indtil man tog malerarbejde, senere blev postbud, postleder. Og derved sank længere og længere ned i satans stat, lige indtil man blev tvunget hjem, for at overleve. Det skulle da gerne i sandhed være fornyende, fremfor opstå i politisk regi og dermed ikke være kommet fri af de døde erfaringers vold, der i al evighed vil stå før vor tidsregning eller sagt på anden vis: går bag ud af dansen med hele folkeligheden i navn af uendeligheders fortabte ryk i fremskridtet. Den stats-borgerlige kulturs svineri med menneskelivet på jord er sådan, fordi den lever i hovedets bemyndigelse og ikke i hjertets samhørige, samværende.

Af sådanne grunde gør jeg det, jeg gør, takker det jeg kom fra, fordi udsugningen ligesåvel er foregået dér. - Elfenbens-tårnenes virksomhed, de babylonske højhuse i deres romantiske WTC, WWW og universitær, kapital-teknologisk WC-administration af menneskelivets samfund, der som jeg hører og indser det ender med at gøre os til større krystere end vi er, Ja man kan også sige præger mennesket i en skylds-ansvars-følelse, et sind, en sands for samfundet, der overhovedet ikke handler om samfundet i samhørigt oplysende vigør. En uendeligt livsforsagende sands, der ingen sand skyld giver, intet sandt ansvar tager.

Men at give det lyd på skrift, uhaja, så skal man rigtignok stadigvæk passe på med, hvad man siger. For overskriften i de diende hundes samfund hedder jo fortsat ... ganske som de patter på intethedens stjerner og solgud, derved brænder både læber, tunge og hjerte af, så de tilsidst kun kan hamre alle sømmene i fakirens seng i, fordi de troede, at det var meningen. Endsige hvad der sømmer sig at gøre ved dem i deres sengelag, så ligklædet fortsat kan bevise sandhedens sandselige genopstandelse uden at sidde fast.

Nok engang tak.

***


Undergangen i opturen (Den forstilte pligt-dannelse)

Jeg gik med andre ord under, fordi jeg, nej ikke jeg, men Jens blev ved underet, altimens jegets ansvars-forstilte fornuftsvilje med mig søgte op, uddannelse og videre: historien om vor samfundsbygning, staten. Samt en beretning om, hvordan jeg bortset fra en naturlig nysgerrighed med at være til på jord, dog også uden andet valg som voksende ind i samfundskulturen, søgte at tage højde for snart det ene, snart det andet, jaja, men i sands for den samfundsbygnings vilkår, det nu engang ikke er mig, der har gjort gældende: De to ben, Retfærdigheden og Kærligheden, staten og kirken, der netop ikke hed far og mor hos mig. Det blev naturligvis for spændstigt åndeligt set, fordi deres virksomhed med samfundet er så ganske afgørende forskellig, hvormed enten-eller-fornuften jo opstår og sønderriver mennesket med sit magtbetonede voldtag.

Ja såfremt man ikke holder sig til sin jordnære forstand, derved opdager hjertets egentlige, dog altid også personlige åndsmåde og før eller siden må begynde sin indsats med at opløse selv-retfærdigheds-idealismens, statsborgerens administrationsbygning ved at bekræfte, søge at oplyse livets egen fylde, jaså menneskevarmen kan opløfte os til sands for ny vej i sit netop eviggyldige sigte. Den gamle krig, det tveæggede sværd står ved magt, men det hjælper sgu da ikke at fægte med det, jeg mener: Gældende samfundsbygninger i alt deres lovværk og nu tilmed online netværkeri, Hurra for ytrings-pligten, men gid den dog var båret i hjertets sande navn. Ja ellers bliver det altså til åndssvagt livs-fornægtende sind, der udelukkende gennem kendskabet til verden af lave forestiller sig, at det kan sikre sig mod terrorismen i Afghanistan!

Godt jeg ikke er soldat i verdens-korpset, ja jeg går ikke ind for korps-ånd, men kropsånd, eftersom jeg ikke kan fatte, hvordan livet ellers skulle højnes på hjertevarm vis!

Det snød mig da også endnu mere at studere filosofi på min vej, fordi den tilsyndeladende åndelige frihed, der er forbundet dermed jo altså er fornuftens, de klassiske idealers, men tilmed altså stillet i statslig omgivelse. Det sidste var jeg meget bevidst om med henblik på de borgere, jeg skulle tjene i sine vidt forskellige miljøer, ja det var helt klart for mig, at jeg skulle givet noget tilbage til dem, der arbejdede for at betale min SU. - Men jeg var imidlertid ikke klar over, i hvor høj grad klazzisismens idealer havde tag i mig via folkeskolen, gymnasiet og hele grundlovens misforståelse i hænderne på jurizsmens satans-dyrkere gennem flere generationer. Ja, må de brænde op i helvede i samme udstrækning som de i henhold til dødsrigets logikker ikke blot dømmer livet i fængsel, men gudhjælpme derved opretholder sandheden i løgnens favør: Lader det gammel-testamentliges lunefulde retfærdigheds gud være ledelsen alle skal rette sig efter, fordi de ikke kan fatte, at den er menneskeslægtens kød, følgeligt at mennesket skal oplyses og dannes, kultiveres til at oppebære sig i glæde med sandhedens livgivende tillige mellem-menneskelige krops-sigte, da den dermed bliver til sandselighed i gavn for al vort i sit videre forplantende forsyn. Det er ikke et oplysnings-projekt, men sådan tænker flertallet, Ja de tror ikke livet er sandheden.

Ups, hvor blev med andre ord gudstjenesten og dens følelsesliv af hos mig, begyndte jeg at bide mærke i, var det noget man skulle vokse fra? Eller rettere sagt: Stats-funktionalismen var jo på retræte, funktionær-dannelsen og akademiker-standen har foruden de gængse samfunds-autoriteter, såsom læge, præst, embedsmand, der stadigvæk gør sig gældende – kun gymnasiet og u-n-i-versitetet SELV som arbejdshorisonten at se frem til at skulle slåes om. Og det gør de sgu. - Fandme nej, tænkte jeg, så hellere nedenom og hjem i mere end en forstand; Jens blev hjemme i Danmark med sit sigte for et Oplysende Samfund, for man havde ikke fat om nældens rod.

Er det evige blevet en statsbygning, der skal have mennesket igennem så effektivt som muligt, så der kan blive plads til, at nye unge kan nå at føle lidt, nyde friheden, for dernæst at være skruet ind i en tilværelse minded til at skulle tage sig af alle ”samfunds-opgaverne” på trods af stats-funktionalismens fald i sit eget helvede. Sådan f.eks. at man som gymnasie-lærer generation efter generation skal hade Bertal Haarder og sørge for at eleverne opnår tilsvarende, så ganske aldeles lærerige vej videre på universitetet og fornuftens selvsving rundt igen!!!? Tillige f.eks. høre hele den akademiske humanismes bærme være alt, alt for enige om at foragte Pia Kjærsgård, Dansk Folkepartis opstandelse i samfundet på demokratisk vis!!! Føj for satan og tak til Hans Scherfig; må den klassiske arv melde sin herkomst i hjertet på terroristerne på dansk grund, så vi kan mærke os, se, hvem der dog kender noget til troens forstandige sandselighed, i det mindste kan høre og vokse med den krop. Og hvad den bringer os i indforståelse med sin glædespligt, sit livsansvar og skyldsforladelse i menneskelivets samfundne navn. Jeg gentager: Så gudhjælpme da til gavn for glæden, fremfor aben med faglige læsebriller eller politisk slips. Hiiiiiiiiiiiiiiiiiiiv – og træk og slip, for de er allerede dernede og kommer aldrig op igen, før det gamle Danmark rejser sig af støvet.

Det beskriver vist tomrummet, usikkerheden i den politisk stats hall of institutes, der altså på sin vis er ganske lukket inde om sig selv, såfremt der ikke blev sendt nyt ungt kød afsted ”nedefra”, ja til at krydre det lidt med ungdommelighed, for slet ikke at tale om den usmagelighed, der opstår mellem den lærde og eleven. Klovn. Det er græsk-romantisk ånd, så aldeles uærligt og jeg er endda overbærende med det, ja hele den moon-bevægelse, fordi der er et menneske ”derinde”, der skal udredes, så det kan reddes ud af sin ørken og blive oplyst på frugtbar jord af vækstens eget livgivende under. – Jeg gik under, men klarede den dog og kommer hermed op med en gentagelse i dansk kulturliv: Stat-og-Universitet, politisk-og-akademisk lovgivende virksomhed er platonisk åndsvirksomhed, idealismens hovedsæde. Det er dårligdommens, sygdommens generator i europæisk, vesterlandsk samfundskultur. SLUT.

Det betyder først og fremmest at menneskelivets sande sandselighed ikke kommer på tale i det regi, Menneskevarmen er der ikke i et viderebringende sigte med al vort. Ja jeg kan også bare sige: Hvordan i alverden havde man tænkt sig, at under-visning og oplysning skulle kunne foregå uden kendskab til vækstens under: slægts-rødderne, plante-rødderne, dyre-rødderne. Derigennem naturligvis også i vækst og voksende kontakt med kropsåndens egen dannelse, eget bud i sit indforståede samvær med mennesket. Ja da det sgu ikke lader sig gøre at være stillet med mennesket på selvretfærdig vis, når vækst med glæde til os er forstandigt givet som livsvilkårets samhørighed.

Sådan er bondedrengens hjertelige ånd og sandselighed jordbunden i menneskelivets forstand – uagtet om Uhre-bønder så stadigvæk lugter og det åndssvage forkvaklede skole-danmark ikke kan forstå deres historie, uden at skulle have alt og alle filtret ind i systemer og klasse-kasse-lokale tænkning i henhold til lovens spytslikkere med deres legetøjshamre i hånden: Thi dømmes for ret, for det rette facit er det, jeg har lært i skolen, der så tilfældigvis altså også er vor samfundsorden!!!

Ovenpå den tur, så kan det jo altså nok være, at man får travlt med at få bekræftet sin tro ekstra godt, få renset ud, indtaget hjertets sprog, ladet det op, så videre vej kan findes ud af den magt-forstilte kultiverings-virksomhed. – Det er farligt at erkende i samme grad som man ikke formår at indrømme, hvad der allerede er glædeligt sandt som godt gældende i al evighed. Sidstnævnte overlevede ikke blot jeg på! Gud være lovet, nej, fandme nej: Livets Gud, Livsånden er givet og hel-dig-vis fortsat givende til også menneskelivet.

***

Ordets hørelse er gammel

Der er blevet fyldt ganske godt på, da jeg nærmest ufrivilligt har været meget åben, som man siger – fordomsfri inde bag alle fordomsfuldskabets vel mere eller mindre samfundskulturelle normdannelser.

Men de store spørgsmål hos Wilhelm Grønbech er også løst hos mig i den forstand, at betydelig klarhed er vundet som høst i lade: Jeg overlevede og fandt hjem igen, ovenpå en åndens rejse, der nær havde kostet mig livet. Ja, jeg kan fortsat med glæde sige, at jeg gudsketakoglov ikke tog fejl af nældens rod og livstræets, da én af delene skulle op. Sproget kom mig tilhjælp, fordi man naturligvis hører de forskellige dialekter i landet. – Erindringens kanal måtte ikke gå endsige skrives i glemmebogen.

Ordets hørelse i sit levende med livets medmenneskelige omstændigheder på sin faktiske vej måtte ikke blokeres, sagde min fornemmelse mig, da jeg åndeligt hårdhændet via fornuftens institutitonelle landskaber måtte forstå, hvad ”samfundsudviklingen” eller ”omverden”, nemlig ikke livs-omgivelsen, gjorde ved os, uden dog at have et sådant åndeligt skel gående. Eller for at sige det på anden vis: Ordets hørelse i kødet måtte ikke gå tabt, fordi forsynet i sit livs medmenneskelig, samfundsoplysende eller bare almindeligt, familiært forplantende favør, ja til al vort viderebringende i al evighed, derved også går tabt. Vi kommer til at sidde fast uden hørelse af ordet og dets udveksling på medhørig måde i sit sigte for al vort.

Det personlige erfarings-potentiale, også så ganske troskyldigt og pligtopfyldende tilvejebragt måtte med atter andre ord for det samme ganske enkelt ikke gå tabt til fordel for f.eks. bare at vænne sig til en slavisk tilværelse i så, ja alt for afmægtig blind adlydelse af markedskræfter, fordomsfuldskabets normdannelser, psykologiserende ligestillings- eller rets-krævende kærligheds-opfattelser og lignende - såsom ikke mindst at blive rodet ud i så indviklede mekanismer, der kan få et menneske til at efterleve andres forventninger eller tvivlsomme billeder af, hvordan man skal leve, være eller opføre sig.

Da ikke mindst, når man lige siden folkeskolen på sin vis har fattet, kan sandse, at de ikke uden videre har en klar ansvars-bevidsthed gående i forhold til samfundsudviklingen, livsudviklingen på dansk grund, foruden dermed sagt at man i mangt og meget ikke har tvivlet på, at man havde noget godt at byde ind med.

Livet er gammelt og nogle af os hører så også tidligt det gamle på sit livsgode, altså hvad dets liv siger mellem linierne i det unges kød: Den hjertegode arv. F.eks. alt dét, der blev undladt eller sagt og gjort til fordel for... Er man i betydelig grad stillet som sådan, opvokset med at høre efter og bærer man det ånds-element videre, grundet sin tilbøjelighed til at ville være åben, dog også bare grundet gode erfaringer dermed, ja så bliver ens tone måske meget let hørt som gammelklog og forsåvidt ude af trit med sin tid, når der endeligt tales.

Ja for så er man jo ikke i overensstemmelse med sit liv, kan gældende samfundsnorm lyde, Så har man ikke fået sig et liv, hvis ikke ligefrem konfronteret via andens fordømmende besyv: Få dig et liv! Sådanne samfundsnormer er grusomme, dels at opleve, men også at skulle bekæmpe, så vi dog fortsat formår at lade være hørt, uden så meget spetakkel – men da i særdeleshed også med måde, så det tabte medhør kan tilvejebringes i sit befordrende element. Vel også uden at ende i skulderklapperi eller partidannelse. Ja det er sgu svært at have med at gøre.

Der ligger en ganske betydelig angst begravet i vor samfundsmåde, der altså opstår af for mange oplevelser med overhørsel af det menneskelige bud i den personlige tilskyndelse, manglende bekræftelse af det. Ikke mindst hos børn og unge, der gudhjælpme siger frem hele vejen, ja lige indtil, at det ikke kan betale sig, da der ikke kommer stort andet ud af det end utaknemmeligt bøvl iform af opslidende kampe om, hvem der sagde hvad og hvordan, mv.!!! Den forstandige håndtering af hørelsen ikke er på plads eller har ikke været på plads, ja f.eks. at det ikke er alt, hvad der siges og bliver sagt eller hørt, der absolut handler om, at man partou skal gøre noget ved det i en handling. Med andre ord hele balladen om skyld og ansvar, som man jo vel at mærke ifølge gældende samfundsorden, samfundsnormer, kan dømmes og straffes for ikke at efterleve, have handlet behørigt på. Nældens rod.

Ordet er ikke bare en kommando-central og da slet ikke en selv-bestaltet strafferet, nej det er da først og fremmest et menneskelivets værens-anliggende i god forstand med al vor glæde.

Livet er gammelt, men dog også mindeligt godt sådan, fortsætter jeg: Hørelse har flere dybder og det kunne jo godt være, at det var livets gode mening, at det sætter børn i verden, ind i sin tid, sin kultur, med gammekloge toner af menneskelivets dyb - nej ikke menneskehedens verdensfortabende afgrund, den, der jo kommer af visse sprogs forveksling af lysets kødelige forstand, ganske som spejlets overfladiske, reflekterede billede af een, belyst af dagslyset fra solen som tilfældet er. Ja det er afgrunden og jo altså ikke det lyslevende kød og blod, man er og skal gøre godt med. Men som sagt og begyndt: kunne det jo godt være livets gode mening, at det sætter børn i livet med gammelklog hørelse, for ad den vej at bringe en forløsende sandfærdig ånd videre til gavn for vor beståen og arbejdsomhed med glæde.

Mere bastant: Gud skyr ikke brugen af børn til at meddele sig om menneskelivets vækst-mæssige omdrejningspunkt for den tilfældige samfundskultur, vi er stillet med – og deraf opstanden ånds-retning som hånds-rækning for det. Nej, han gør ej, for det gør kun Vor Herre, altså det almindelige menneskeliv i sin på godt og ondt, dog hjertetro hørelse og adlydende omsorg for at lade en udviklende livsførelse, dermed samfundsudvikling opstå, der løbende formår at indrømme og kunne håndtere det nye vidnesbyrd, inden det nagles uforløst til sit kors endsige derved går til grunde i latterligheder. Gud bruger også børn som meddelelse til menneskelivets samfund og i mine øjne lige så hjerteskærende som vi ikke formår at gøre ændringer samfundsmæssigt set, ja for det er aldrig nogens skyld alene.

Vi skal ikke efterligne Jesus, nej Vor Herre Bevare os, men være ved hans sande ånd og budskab, så den slægts-naturlige vitalitet kan få samfunds-forløsende, samfunds-oplysende og samfunds-udviklende ben at gå på via vore åndedrags samhørige bidrag. Det er sikkert utilstrækkeligt og afmægtigt blot at sige, men man kan vel nu engang ikke sige noget, ytre sig, uden dermed også at afsløre, hvad man har hørt og tror på. – Skal vi til at skamme os over dét?

Nej, men ja, for sådan fandt jeg kort sagt hjem: Min samfundstænkning, skole-tænkning eller bare livsytring på menneskelivets altid også personlige, dermed kultur-betonede vegne er rykket ind i kristendommens sprog – da det netop var sproget, de mange sprog med alle sine forskellige logikker, der forstyrrede mig som almindeligt menneske. Min volumniøse sangstemme og glæde ved at synge gjorde mig opmærksom på, at hørelse er mere end sang, dermed vel også nærmere, hvad mit hjerte bar på. Det var også grunden til, at jeg holdt inde med at synge, ikke bare fandt det givet eller naturligt, at jeg skulle vade ind i det karriére-spor, om det så var blevet i Kim Larsenske fodspor, Poul Bundgård, John Mogensen eller i en mere klassisk, fin-kultiveret retning. Krukkeriet og livsgangen med den boldgade var for gennemskuelig for mig, thi der var noget andet og mere at skulle finde vej for, nemlig det forstyrrende kategoriske blik og den selv-optagede livsførelse, det nærmest uundgåeligt synes at afstedkomme: Du skal blive til noget, altså må du vælge en retning - så vi kan få dig placeret og naglet til den gældende samfundsordens kors!!!

Jeg var 14-15 år, da den slags var indlysende med sine personlige elementer af den gammelkloge hørelse efter, hvad der dog i det mindste var blevet til noget: Et temmeligt selv-bevidst liv, med store følelser i åbenbar hørelse for menneskelivet på jord, samfundet, jeg voksede op i. Det var en stærk følelse af: At livet altså i forvejen kommer med nyt via ens liv og derfor har sit ærinde med dét, hvorfor det ikke bare skal lade sig placere eller kategorisere, for dermed videre at lade sig kassere af den samfunds-tendens, norm, der vil ordne det hele, ja stort set ikke kan være til eller opleve noget glædeligt uden at sætte ”tingene” på plads. Derfor er jeg fortsat ufaglært, jeg har ikke papir på noget at relevans set i forhold til administrationsbygningen, hvis mentalitet således er fuldstændig på herrens mark, når jeg åbner munden.

Wilhelm Grønbech har taget utroligt meget i betragtning – og dermed båret ganske megen omsorg for at ”det hele” dog måtte gå i en hjertelig, næstekærlig forstandig retning med os som samfundskultur. Hans læsning eller nærmere betegnet, hørelse af maskin-samfundet er, nej bestemt ikke et uærligt forsøg på at se, hvor det bærer os hen, velvidende og såvidt på trods af alle blindgyderne, forstiltheden, den lange omvej, fremskridstroen med det. Ja, der kunne fremdrages og udledes meget af hans tekst, fordi han skriver på sin hørelse.

Jeg faldt blandt andet over sangen: ”Dejlig er jorden”, hvorfra jeg hører et af hans gentagende temaer: ”Pilgrimsgang”. Endeligt er det bedste ved ham, at han efter eller ovenpå al modernitets-kritikken slutter af med at indrømme lyset/håbet sin plads med sit forsynsduelige og dermed udviklingsgivende sigte på mere almindelig, dog fornyende, åndsbegavet vis: Tænk, om jeg pludseligt opdagede mennesket, som levede, som evigt. Ja, hvem tør sige sådan i dag, Kærligheden i skabelsen, i sin eviggyldig unikke karakter: Alt er ustandseligt nyt, jovist, men ikke dermed eviggyldigt opdaget og sandset på sin menneske-rigdom eller egenart, som han senere i samme forbindelse lader det komme til udtryk. - Han har ihvertfald ikke smidt troen på porten, hvilket også fremgår af hans noget spøjse begyndelse på verdenshistorien i år nul, vor tidsregning. For mig tillige en klar markering af, hvad også han afviser som værende præget af den akademiske tradition med sine uomtvistelige rødder før år nul, sålænge eller forsåvidt tidsregningen/verdenshistorien er rammen - hvad den jo netop ikke er i hørelsen af budet i al evighed stillet med sin lille-store personligt ansvarlige livshistorie med menneskeslægtens gang på jord.

Tillige en pointe, der også betoner vanskeligheden med skriften, det skriftlige vilkår – læs-og-forstå-traditionen, der på uhensigtsmæssig vis har ladet os glemme eller fortrænger dét at høre-og-se, så vi f.eks. kunne blive bedre til at kende og dermed undlade nedværdigelsen af menneskelivets samhørige ånd ved istedet at kunne finde kreative vej i syn af dens hørelse og ganske afgørende frihed til at adlyde den uden forventning om straf! Men ellers en vanskelighed, da ikke så få skriver og dermed læser i tone af bemyndigelses-kulturen, administrations-kulturen endsige med alskens internationalt læse-stof indover, fremfor i tone eller hørelse af eget hjertes muld i al vort kød, så netop vor forstandighed som ærligt menneskeliv på jord kommer tilsyne, ganske som Wilhelm Grønbech mesterligt gør. At mestre sit læsestof og sine oplevelser i ordets egen ånd, såvidt man troligt hører den på personende vis, det gør han på god gammeldags manér, herligt og ærligt forløsende dansk i modsætning til ikke mindst vor tids fængslende, nærmest gidseltagende, ja giftige brug af skriften uden agtelse for ordet i sin oplysende kontrast af det danske sprog. Giftigheder kan tages, men brodden skal være i sit kød, synes jeg og det er de hos ham. Der er tone og sigte langt udover, hvad bøger formår at bibringe livet, da det netop ærligt handler om, hvad sagt og skrevet står på skunkvæggen i åndens levende hjertekamre: Kampen for en ny sjæl - eller kampen for lyset, den eviggyldige menneske-sandseligheds fortsatte bekræftelse til vækst og samfundsudvikling.

I øvrigt, vender jeg kort tilbage til læs-og-forstå-generationen i min tid, da det langt fra er et luther-lagkage-skønt mellemværende hos mig, altså til det skriftlige vilkår dermed, ja den ganske tegn-sætnings-industri, et helt tegneserie-hold uden sønderlig evne for at høre, se og sandse livet som personende menneske i tråd med al vort - så kommer de, ”ikke så få” meget let til at havne i SELV-højtidelighedens ånd med samtlige af de fornuftsbetonede slutnings-reglers ånd i sigte for mere eller mindre logisk at VILLE kategorisere, administrere og slutte alt på alt og alles vegne, følgeligt på magt-teknologisk, universaliserende vis: bum, krash, bum og ploink, hump, hump, hump lyden ånden derved og bliver resultatet derefter til vore efterkommere. - Med andre ord havner nutiden gudhjælpme ad skriftbåren skole-/institutions-vej i den græsk-romerske blindgyde, løgn-og-latin-skolens romantisk kejserlige, ja ubegribeligt verdens-erobrende tendenser på scenen-er-din samt i folkemassernes øvrige arenaer og kommunikations-forum-romanumser. Dermed videre på anden front, den blinde, skyggens, i lovmæssighedsdyrkende akademiker-vældige begrænsninger med sine grusom hårde, livsfornægtende døvstumme, absolut naive klassisk-rationelle idealer gjort gældende over alt og alle med deres tilsvarende utallige autoritets-tro som frygtsomme magt-retoriske referencer til loven, staten. Ja som om reformationen og det oplysende samfundsigte ikke havde fundet sted, ikke i sin kødeligt rundne hjertepligtige hørelse jo forlængst havde som har gjort op med al det. - Også på Wilhelm Grønbechs tid.

Vi manglede måske blot for alvor at forstå den politiske stat og universitetets klassiske arv dermed. Hans Scherfig vender jeg ofte tilbage til i den sammenhæng, ikke fordi jeg har oplevet lektor Blomme eller Aben, nej, jeg oplever bare, hvordan man har institutionaliseret dem, skrevet dem i glemmebogen på fordækt vis, uden egentlig at bide mærke i den omstændighed af klassiske idealer, der skabte deres galskab og hensynsløse sandselighed. - Jeg mener grundloven skulle jo ikke ende i en platonisk fornufts-stat-virksomhed i navn af det godes idés gode idéer endsige med at gøre gode dyr rådne, men i oplysende, opløftende udvikling af menneskelivets sande dermed sandseligere, ja ærligere menneske-samfund baseret på sin hjertebårne stemmepligt. - Justitsia kan med andre ord ikke være højeste-retslig myndighed i folkeviddet, såfremt der skal ske en oplysende udvikling i åndelig, medmenneskelig forstand, fordi hendes bygning kultiverer livet til at følge og adlyde regler i henhold til en dans på magtfulde romantiske gløder, der alt for let kan blusse op som gamle flammer. Anden verdens-krig gjorde os ikke mindst opmærksom på det forhold i europæisk ånds-arv, så fatalt, ikke mindst sprogligt set den er blandet med politik, altså magt-idealismens brug af sproget og kultivering i den boldgade. Sprog og ånd – oplysning skal holdes fri af politik og det er ikke en oplysnings-politik, men et klart budskab om, at ordet ellers ikke ville kunne høres i tale som også skrift dermed bekræfte vor hørelse, hvormed blandt andet stemmeret ikke bliver andet end, hvad det er: et åndsvagt X, håndteret af teknokratiske, såkaldt demokratiske spilleregler som om det var et spil, en konkurrence, hvor det handlede om at vinde. Fnys.

Det er ikke lige meget, hvad troskaben står i navn af begrebsligt som dermed også sandseligt set og videre, hvordan vi opfatter den med vort levende som indsats. Ånden, ja sandseligheden er afgørende. - Der er først og fremmest en slægt at tage højde for, da vi på naturlig vis er forbundne på den måde. Omkring dens naturlige beskaffenhed, der dog ikke kan løsrives, renses helt og aldeles fra sine kulturlige miljøer, hvad de gennem tiderne måtte være præget af og især har dyrket, men omkring den udvokser hele livet til videre forplantning. Troen kommer i personlig forstand ind på forskellig vis eller aldrig ind, tages aldrig op, da den er inde - men givet er det, at forplantningen er samfundsskabende eller samfundsdannende, eftersom den ikke blot handler om afkom, men også afgrøder, for nu at sige det lidt jordnært. Næringsgrundlaget er involveret i forplantningens vitale driftighed, hvorved netop den krops-åndelige dimensions beherskelse, f.eks. undladelse og omvendelses-kunnen bliver aktuel. Med andre ord samfundssigte, udviklingssigte, uddannelse, mv. – der vel at mærke helst ikke må føre til, at man ikke fortsat kan ånde luften i fulde drag af rent hjerte, da en sådan tilskyndelse jo nemlig ikke er uden sigte for et videre forplantende gode af tro hjerte for livet. Åndedrættet ilter blodet, åndedrag ilter hjerteblodet. Og fulde åndedrag, ja så har klokken vel slået i himlens navn.

Jeg hører ganske enkelt også Wilhelm Grønbechs tone på baggrund af skriftens traditioner hos ham og finder det ikke uvæsentligt, da hans styrke netop er hørelse og adlydelse på trods deraf. Han ender, hvor han begyndte, i kirken, som organist for at bevare sin hørelse, dermed sit håb/lys til viderebringelse - og giver tilsvarende skriftligt videre deraf. Jeg er ikke missionsk, men hjertet bærer sin mission frem, ganske som den også forplanter sig i alt, hvad man rører ved. Ja, måske kan jeg sige, at jeg ”stjæler” af tidens djævel, altimens jeg pakker, hvad pakkes skal til livets videre færd i al evighed. (Min sandheds-skavank, sandseligheds skavank står ikke fornuftsåndens, verdensåndens navn, men i bøvlet med dens evindelige sætten dagsorden eller griben i kødet og såvidt gudsketakoghov, fordi der fortsat er noget, der hedder ren forstand hos mig: Et nulstillet leje, en nulstillet erindring, ja hvad véd jeg udover, at tiden har hårdt brug for den. Den rene forstand står i hjertet og virker så fremdeles, men det kunne jo altså også være rart, såfremt den blev til sind som ånd i hånd, hvilket er et helt samfunds-anliggende at sige for mig, da der netop findes og kan udvikles lærerige måder at bekræfte åndskendskab, kropskendskab og derved blive værende til med det hele på anden, langt fredeligere vis. Vi ligger mentalt set alt for højt i vor kulturkreds, men statsbygningen opretholder den falske oplysnings-retning, f.eks. konstant ved at skulle tage højde for magten, hvem der bilder sig ind at sidde på den og hvad de gør dermed. Indbildninger er farlige, men samfunds-kulturelle grundindbildninger er grusomme).

Wilhelm Grønbechs styrke kunne min akademiserende samtid lære noget af i sine endeløse beskrivelser eller magteri med en tilsyneladende livløs omverden, ja i sin verdensfortabelse som om det overhovedet var nyt, at verden er af det lave, mens livet til stadighed skal højnes og kun kan blive det gennem personlig indsats. Sidstnævnte har vi da også pligt til. - Hvad der troligt høres i kødets hjerte-sande navn med-menneskelivets slægter ihu, medfølelser for den faktiske tilværelses kampe på jord, kan ikke uden videre omstødes, dog måske i opstanden, helbredende sigte, deraf til fornyende vidnesbyrd føre os videre uden glemsel af det afgjorte, fortsat afgørende for livet! - En del af os blev for hurtigt voksen, givet vis af flere forskellige grunde, men også fordi visse af livets børn naturligvis hører, hvor forklædt livet leves som voksen (Kim Larsen/Wilhelm Grønbech), så at sige fødes i et menneske-forstandigt ånds-hørende leje, der falder dem naturligt, hvis jeg må være så fri at sige sådan. Kl. er 18, du er voksen/myndig eller sagt på anden vis: Man kan ikke snyde livet i Kærlighedens naturlige hjerte-væksts navn, dermed sagt i forhold de eviggyldige sandseligheder, for nu ikke at understrege de tids-forskudte lidelser. Ejheller skriftligt, omend dens kludrede forkvakling af ordet måtte lyde sådan, ja for slet ikke at tale om bemyndigelses-kulturens forskydning af ordet på livets vej.

I det hele taget hører jeg ham også sådan: Hans hjertes menneskeforståelse var god og ønskede at give sit bud på dansk sprogs grund uden modsætning. Jeg gentager: Han var belæst, men det var ikke tonen, ejheller sigtet han, ifølge min mening, trods sit livs erkendelses-strabadser dog fik bekræftet. Nej, jeg hører ham som værende tro mod sit fædreland og modersmål samt givende menneskelivet sit videre sigte deraf, hvilket jeg videre synes er en ganske svær bevægelse at gøre med sit liv og dermed give fornyende tone af, så den kan være hørt på sit vidnesbyrd. Det tager jeg hatten af for. - Han er en menneskelivets seer og klar over at livets ånd er meget større, tillige stillet som al vort og aldrig kun, i absolut grad alene hos den enkelte. Ja han er klar over fornuftens evindelige begrænsninger med al sin selv-lovgivne slutnings-iver, dens selv-opdyrkende, selv-pineriske fortabelse i sjælelivet – for at komme videre! Han er klar over fornuftens selv-lovgivende utopier i al deres reglementerende, skolastiske system-magteri med menneskelivet i sin ellers, måske, var vi dens åndssvagt, især magt-forstilte påvirkning af det foruden, ja måske mere almindelig hjertelig befordrende vækst i sin naturlige første ombæring med livets gang, fremfor en anden, dernæst tredje, fjerde og så videre i matematisk uendeligheders reflekterende som også korrigerende ånd. Da det og den slags satans møller imidlertid allerede er givet, også på hans tid, kan han ikke undlade at tage det med i sin betragtning. Det hører jo åbenbart med, ja man kan vel sige, at det hører med at sandse uholdbarheden til fordel for holdbarhedens videre vej!?

Videnskaberne oppebærer hele det skolastiske system og forestillings-univers, derved ser han sandt. Og jeg kommer som antydet meget let i min fordøjelse til at udfolde det videre, tage staten med i betragtningen. – Den dag i dag RETTER man jo stadigvæk børn og unges sind til via bl.a. ikke mindst matematiske lektie-opgaver med det rette facit, man giver dem videre karakterer i den indbildning, at man derved bygger karaktéren op, altimens den sociale status derigennem bliver uholdbar, selvretfærdig mellemmenneskelig identitetsdannelse, svinske normdannelser i hundige med videre evindelig høj-og-lav-status-rettet sindelag i reference til folkeskole-lærerens opfattelse af vor velordnende samfundsbygnings formål samt forældrenes enten trætte eller måske mere reelt set, undvigende svar. Skole og hjem skal samarbejde, ja, men om hvad, børnene, ja, men i hvilket sigte? Arbejdsmarkedet løsrivet enhver form for almen-menneskelig opfattelse af brødets deling og hvad dermed netop bringes af ånd i år nul?

Med lov – og legoklodser! – skal land bygges lyder og skoles den romantiske justitsias højesteretslige virke med andre ord for selvsamme retsmagt-skafne vej jo fortsat ind i det danske samfundsliv, ja i menneskelivets familiære barnehjerte. Og vel også med en ofte uendelig anstrengt autoritetstro i et kogende voksent sind tilfølge, eftersom den jo ganske enkelt kommer til kort. Ja for slet ikke at tale udi de sandselig forvridende forargelser over, hvordan den ånd, truslen om straf, fejl i opgaven, dumpning, ja hele vejen og således systematisk på tvangslogisk, ikke livs-orienteret, men på psykologiserende-ideologiserende vis leder mennesket direkte i helvedets fordummende fristelser og gentagelser med sit liv, fordi det ganske enkelt tilsidst kan være lige meget: Det vi har lært, det føler vi, så det skal vi jo bare gøre, fordi, ja vel fordi vi har lært det i ånd af, at det tjener os alle bedst i prutskid hele verden! - Eller for slet ikke at nævne den simple konstatering, at visse mennesker på justitsial foranledning forføres til at give sig selv ret til at dømme over andre, hamre dem i fængsel eller deslige nedværdigende grusomheder. Ikke mindst, når den mentalitet overføres til det masse-lovgivende, masse-producerende, samt masse-mediemæssige, fortsat retfærdighedskrævende landskab med alle sine uagtsomme drab på ordets opløftende, ærligt sigtende menneskeånd i sit personende ansvars holdning, deraf handling.

Dermed også sagt, hvad jeg finder endnu værre, nemlig forsåvidt at den retfærdighedstro, justitsiale samfundsordens fornufts-ånd i det hele taget tager den kreativt forløsende kærligheds ånd i sin ytringsfrie, handlingsfrie hjertepligtige hørelse som gidsel i livets mellemmenneskelige, almindelige som også dagligt samfundne gang - ja gør sådan al den stund, at hjertets menneskeånd og glædespligt jo ganske enkelt ikke gives som rettighed, nej ganske enkelt ikke findes i lyset af lige-vægtens gudinde, ejheller kan danne hjertegod mellem-menneskelig norm i kraft deraf. - Justitsia er enten-eller-fornuftens ophav med samtlige sine videnskaber, teknologier og teknokratiske problem-løsende, ja ligevægts-tilbedende fremgangsmåder, uden det mindste forløsende ved sig, fordi den er nedarvet og fortsat nedarves, bekræftes som sind i kødets omgivelse via institutionerne; den samfunds-kulturelle arvesynd.

Videre bliver i den forbindelse ikke mindst den lyse kristendom, den naturligt glade, kreative og vækstgivende ånd gennem sine aldre, ja hele det samfundsbetonede udviklingssigte indebåret i sit liv til videre forplantende udfoldelse – dermed bliver det fortrængt, kommer det aldrig til sin sandselighed, altså til en udfoldelse, der bekræfter vor samhørighed i mere end blot på overfladen. Tilbage står troen da som en gudsjammerlig trøst i et knæfald for fanden, satans stat. Ikke mindst sagt i lyset af folke-viddets grusomme angst for at gøre fejl, dermed havne i fedtefadet, videre derved skulle indse, at de/det/dem/os/vi stort set ikke har forstået som også formået en skid siden tidernes morgen, i år nul: vort hjerte. OG DOG NETOP HAR FORSTÅET SOM OGSÅ FORMÅET, hvilket er min kæphest, fordi det er indrømmelses-arbejde, der samfundskulturelt er behov for, menneskelivets person-historie skal indrømmes og nej ikke for anerkendelse af sig selv, men for sin mennesketro, så det bærende kan blive til mere, netop løfte det mellemmenneskelige fortandsleje, hørelsen og dermed skabe oplysende indsigter om, hvordan det rent faktisk forholder sig i livets samfund, fremfor f.eks. at sende simple stats-kundskabelige spørgeskemaer rundt, så man efterfølgende mageligt kan sige, at man har spurgt – dog intet hørt.

Ak, oh ve, oh plage, ja og gøgens kuk i kvælden langt ude i skoven for bare træer, falderar - for det vil vel være sådan, sålænge vi for fanden da, ja for gud-kærligheds menneskeskyld ikke får os indrømmet i livstroens samfundne samhørighed på jord med al vort levende, livgivende ihu på mere oplysende vis. Og lader lyde, så høres kan: Forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere ...i sigte for det livs-tjenende hjertegode åndedræts beståen med vort samfunds udvikling i sandselig menneskevarm vækst på alle planer. Og derfor i menneskehjertets sanden, ja for fadervor er jo altså ikke en remse, men noget der ellers vil foregå naturligt godt, såfremt vi ikke på kulturligvis blev ødelagt af så mange utroskabende logikker med al deres ideologiske selv-skaberi. Det gælder da også f.eks. banken eller ikke mindst skattevæsenet!!!

Ups, ja man skal passe på med, hvad man siger i syndebuks-kulturen, Danmark, ikke sandt, Glistrup, din gamle Bornholmer. Han gik jo også sandt at sige i ilden på sit tro forsyn, forvredent som det netop bliver, når de overordnede lappe-løsningers politisk-kultiverende ørevoks så at sige bilder sig ind at kunne justere en passende samfunds-regerende idealistisk funda-mental-orden som skatte-staten er ind på skriftlig sammenkoblende, sammen-symboliserende akademisk samt kapital-logisk, lovførende vis til vi alle bliver helt gule i ansigtet af at føle os så ganske skævt forpligtet på løgnens deling af brødet. Uden vel at mærke, ja uden at høre det kongeligt bestående i overgangen i tide: Oplyst Enevælde til Oplyst Folkestyre, altså oplysningen som dagsordenen, udviklingssigtende orden. Ja, jovist og sgu ikke kantianistisk inspirerede, oplysningsTIDENS matematiserende opfattelse af lov og ovensstemmelses-kriteriet, identitets-kriteriet, 1=1, der sågud ender med den franske revolution eller et amerikansk, republikansk samfund, uden agtelse for menneskeslægts-røddernes almindeligt kødeligt nærings-givende som også livgivende, forplantende vækstgrundlag. Det egentlig vejførende.

- Hørelsen blev stødt og utroligt kultiveret ud af livet via grundlovens stats-funktionalisme i dens forvanskning med det naturvidenskabelige, universitært rettet lovmæssigheds-dyrkende begreb og tilsvarende teknologier, der netop beskæftiger sig med en menneskeløs verden i sin søgen efter lige-gyldig produktiv objektivitet, uanset hvad der måtte være på tale – ja så alt og alle kan få lige ret ifølge manualerne til at betjene satans møller. Allerhøjest har omtalte beskæftigelse med mennesker at gøre per skrift, altså i teorien. Det er hovedproblemet i vor tids problemer, sygdomme, mv. - Hørelsen, ja f.eks. pligt, ansvar, frihed blev med andre ord overført til at tjene den platoniske stats-idealisme, den akademisk-politisk-kapitale magt-ånd, der jo altså ikke formår at holde ordet varmt og frit, hvor det hører til. Og hvad kan jeg snart sige, udover at på lige netop dét reagerede mit hjerte altså, efterhånden som jeg for alvor var på vej ind, ja på vej til at dygtiggøre mig i statens tjeneste, byde mig til ad den vej – for dernæst ad grusom troskyldigt plaget omvej at måtte afbryde, for at skulle brydes med den kødeligt indkultiverede satan: Fornuftsånden.

Mere præcist om indholdet deri. Jeg forstod fornuftens begræsning, dermed også selvets vanskeligheder, menneskets livsproblemer af i dag - men tillige derved også, hvordan den begrænsning ligger indlejret i stats-idealismens fatale ånds-principper, da de er universitært rettet, livsmæssigt sigtesløse i deres placering uden tidsmæssig begrænsning, dog ejheller er stillet i evighedens levende ånd, altså gør sig gældende i uendeligheder. Det er samfundsdepressionen via den lovførende bygning og deraf vor tids løben med tingene, velvidende at vi intet skal nå som sådan. Man har symboliseret sindet til at følge, samt overholde tiden i henhold til et kapital-logisk og justitsialt koordinat-system, som end ikke matematikkeren kan placere i livsnær forstand. Det kan jeg så, fordi der også er tale om menneskehedens udvikling. Historisk sagt er det matematiske paradigme altså erkendt hos mig. Dens sandheder kan begribes i ånd, ganske som man iøvrigt gør i indisk åndstradition.

Sagt i vor kulturkreds: Matematikkens sprog er som at have et sprog for sit spejlbillede, systematikken i det er universel, men nej, for den er underlagt jordens/solens bevægelser. Plus og minus er som retning, gange og division er som fylde og tomhed, eller gentagelse og aftagelse i kraft. For at kommunikere med omverden har matematikkens paradigme måtte materialisere sine indsigter teknologisk – og vi kender tydeligt ånds-forskellen, vi kan bare tænke på skriften, henholdsvis håndskriften og den elektroniske skrive-maskine/computeren. Den universelle kulde afslører sig derved og gør det således mærkbart, at matematikerens sind spejler sig i universet, en føling med jordens bevægelser – hvorimod åndsbegavede i højere grad er i føling med livets organiske sfære, her på jord og mellem-menneskelige bevægelser dermed.

Sådan ser jeg på det og hvor den åndsbegavede godt kan lære matematikkens slutningsregler og mærke sig dens billeder og fascination af det uendelige, så gælder det desværre ikke omvendt i forhold til evigheden. Ja, så stereotypisk det nu hermed stilles op. Tiden kan hos matematikeren gå i al uendelighed, men hos den hjerteligt åndsbegavede kan tiden ikke gå med andet end livet i al evighed. Sagt på anden vis: Livets samfund kan bære en idealisme, f.eks. staten, men staten eller en idealisme kan ikke bære livets samfund. Eller sagt på tredje vis: Ser man tilbage på matematikkens ophav i det egyptiske, senere dens formdannelse af fornuftsånden, idealismens ophav hos grækerne, så er fælles-nævneren solguden, hvormed vi kommer frem til år nul og nu måske bedre kan forstå, hvilken åndskraft, der skal til for at omvende det universitært rettede sindelag, det verdensfortabende om til et livsbekræftende lys i kødet, her på jord. Menneskehjertets forstandige fødsel.

Det er logisk klart, at et samfund aldrig kan finde harmoni eller fred på jord, forsåvidt det skal henholdes til et åndeligt overensstemmelses-kriterie med universitære kræfters bevægelse, fornufts-sprogene, herunder matematisk kapital-økonomi, der jo mener at tøjle markeds-kræfterne – derimod netop kun kan finde harmoni, fred og fordragelighed, forsåvidt det lærer sine organiske energier bedre at kende. Det uorganiske vil altid være der, jorden er ikke fuld af frugtbar jord, tilsvarende gælder det som bekendt åndskendskabet, uorganisk ånd kan via forkert uddannelse eller livsførelse trænge ind og ødelægge den ellers medfødte organiske følsomhed, sandselighed. Bombesikkert er det under alle omstændigheder, at der ikke er nogen grund til fortsat ligefrem at opdyrke uorganisk ånd i samfunds-regi, når vækstgrundlaget i al evighed vil være organisk for os.

Mao. fortidens misforståelser gør sig fortsat gældende, såfremt vi ikke bliver bedre til at leve ahistorisk, hvilket kræver optagelse af historien, hel og holden omvendelse af den fra tid til evighed, altså i levende åndedræt, dermed åndshistorisk forståelse, hvis givtighed ikke er reference og årsags-tænkning, men derimod, hvad det levende liv hører i sit slægtskød. Ja, for satan, han står altså ikke oprindeligt i kødet, noget jeg ærligt talt studsede over, at du sagde. Satan er hverken i dit eller mit hjerte, færdig, slut.

- Hvor i hede hule helvede blev år nul af i den matematisk inspirerede stats-funktionalismes konstruerende lovbygning: For alle X gælder, ergo er alle-lige-for-loven? Og videre: Alle-er-lige-for-loven ergo sætter en pligtopfyldende skatte-financieret tilværelse slet, slet ikke sit præg på dømmekraften, åndsmåden og livsførelsen, der skalter og valter, retter menneskelivet i bredden til, så vedkommende kulturelle afsnit jo altså også i kraft af loven ender med at bestemme over det liv, der ikke modtager overførsels-indkomst, så at sige ikke er på den gode side fra start, den side der jo udvikler sig ganske rendyrket, skriftbårent eller tal-logisk, ja bogligt, ikke sandt!!! Hov, hvor blev det onde af, når alle pludselig er stillet på den gode side, jf. vores samfundsorden? - Ja, for slet ikke at tale om den tilspidsende situation i rets-bygningen, hvor ingen dialog, realistisk menneskelivs-forståelse i lyset af netop vort samfunds lappe-løsninger gøres gældende til fordel for det varigt, blivende sigte i kødet på os. - Med kendskab til blindheden i det akademiske, universitære miljø, ja foragten eller glemslen af den muld, der bær én, os, al vort, ja det manglende kendskab til det naturligt oplysende, eviggyldigt sandselige i kristen-dommen, tilsvarende netop det oplysende i hørelsen, som den kommer med det talte ud af menneskelivet vidt og bredt samt på anden vis – så skal jeg da på ingen måde deltage offentligt. Jeg er ikke hærdet eller stærk nok, længere, men ønsker måske heller ikke at blive det. Og dog føler jeg fortsat et stort ansvar for at oplyse alle de mennesker, der fortsat af givetvis rigtig, rigtig gode grunde bakser med alle-er-lige-for-loven-mentaliteten i deres følelsesliv, vigør og virksomhed i øvrigt!!! Og da ikke mindst i kristeligt henseende, jeg tænker også på kongen, Deres Majestæt, de danske slægters gamle overhoved, der jo vedkender sig underet, troligt lader sig oplyse og danne efter almindelig menneskegod skik. Kongehuset kan altså ikke løsreves fra konge-troen, da især den kapital-statslig-universitære virksomhed jo intet varmt udviklende vil have med at gøre. Staten kan ikke bære troen, nej, men den akademiske skole, ja den oplyser sgu intet, udvikler dermed selvsamme, tynde kop te: intet.

Kort sagt: Rets-standens universitet skal jordes noget så eftertrykkeligt på deres komplet utro livsførelse og da gerne med 2500 års tryk lige direkte i hjertet, så genopstandelse kan ”få lov” at ske i bred forstand, ja oplysning atter begynder at finde sted. I mine øjne måtte det såmænd godt blive sådan, at de som menneske end ikke kunne få over deres læber: at det er strafbart ikke at tale sandt i retten. Dermed sagt noget i retningen af: At det gudhjælpme er strafbart, fordi det er strafbart ikke at tale sandt som ærligt i livet, da det jo afslører, hvor tro ens livsførelse med menneskelivet er. Og nej, det er ikke blot døninger af frakendelsen af min forælder-myndighed, befri mig vel – hele dualismen mellem retfærdighed og kærlighed kommer overhovedet ikke på tale som en dualisme hos mig, nej Vor Herre bevare os da. Der er ingen skizzofreni mellem Kærligheden og retfærdigheden, såfremt retfærdighedens græsk-romerske, falske højeste-retslige kultiveringsmåde ikke lagde sig imellem.

At de ikke skammer sig på de juridiske fakulteter, universitetet i det hele taget, hvor ingen oplysende under-visning jo foregår, pånær dog lidt i teologisk-filosofisk regi, hvor sagens kerne er og frækt sagt var kendt hos den, der følte sig tilskyndet til det studie! Jeg mener: skriften er jo ikke Ordet og har sågud aldrig været det, så hvorfor i alverdens universitære paradigme skal forkyndelsen skoles igennem dens bøger, oppe-bærende hele løgn-og-latin arven, ihvertfald ikke i nævneværdig grad givende en nyopstanden sandseligere, mere kropslig vej, jeg mener mere åndskyndig forkyndelse af kristendommen. Handler menneskelivs-erfaringens dom ikke om kødets og hjertets sandselige næringsgrundlag samt udviklingsvejen derfor i et ganske ligeværdigt sigte for al vort, her på jord? Hvor mange syndere kan Kærlighedens tro vedblive med at frelse, uden samtidig at sætte en samfundsudviklende dagsorden på det grundlag? Skal vi stadigvæk slås med romerne? Ja, det skal vi altså, grundet den universitære retning af sindet, derved også staten – platons idealisme opretholdt af justitsia, ligheds-mentaliteten, der ligeover er årsagen til satans møller, techne, teknologi-teknokratiets videns-skabende løsningsmodellér-voks i ørerne! - Kirken står midt i Rom og det er sågud ikke uden indlysende klare grunde, det vel at mærke ikke er mere end én generation siden, at den europæiske befolkning fik at mærke på tysk-romersk vis. Skal vi tage den på dansk-romersk vis, førend menneskelivet i danskerne, i sin danske version vågner op til dåd og får den statsborgerlige, mere eller mindre social-demokratiske/social-fascistiske alle-er-lige-for-loven identitets-dannelse ud.

Sandheden er eviggyldigt livsbåren og samfunden samhørighed i menneskelivet på jord kan ikke opstå uden sandselighedens hjertelige vækkelse af sit sigte dermed, hvorfor ytringsfriheden og stemmeretten vel netop også blev vejledende i det oplysende folkestyre, der nu engang trods sin folkelige betegnelse må handle om menneskelivets styre, altså den retningsgivende, udviklende vej med en voksende samhørighed ihu af al vort glædelige som også levedygtigt livserfarende gode: den fortsatte næring, vækst og trivsel i ærligt sigte. Der skal ikke over-magtes, men fortsat høres og adlydes kreativt, dog menneskehjerteligt varmt, hvorfor jeg mener, at det var og er en sådan sandselighed, evne dermed, man uddannelses-mæssigt skal bestyrke, kropsligt som åndeligt og gerne i vigør med vækstens basale, jordiske som netop også mellemmenneskeligt, ja eviggyldigt relevante, organiske grundvilkår.

Nuvel, det var noget af mit lille ”projekt”, du fik der og som indtil videre snarere blot er at forstå som hørelse og ånd, jeg i sin lange røde tråd søger at bære videre samt blot lade være hørt i ny og næ. For det skal formuleres først, påny, påny, så nutidens omgivelse kan høre sigtet påny, endsige forstå alvoren dermed i et glædeligt, krops-ånds-dueligt, samfundsbekræftende favør, der forsåvidt ikke rydder tidens ting og sager, dog skærper sigtet dermed, ja omvendelsen deraf – gerne i et mere langtsigtet, livsbekræftende opgør med værdi-erfaring som kapital-materialistisk eller lovgivningsmæssigt, systemmæssigt bundet. Min skole-tænkning omkring de efterhånden vante institutioner i vort samfund er med andre ord blevet til en samfundstænkning, da uddannelses-systemerne, dermed børn og unge nu engang ikke kan trække nældens rod op, uden samtidig før eller siden at komme til at forstå, at man fortsat forsøger at iscenesætte dem til lige netop at gøre så. Et værre samfunds- eller sågar livs-skaberi, spørger du mig, fordi det er uærligt, indtil videre har været så ganske politisk, samfundsutopisk, idealistisk ladet, at det halve kunne være nok. I min tid og generationer omkring min alder er folke-ligheden i en vis udstrækning erkendt som folke-idealisme, hvilket naturligvis opløser hele vor institutionaliserede samfundsforståelse – og dermed lader det være op til de måske ikke særligt kyndige, dog til stadighed bærende rester af en menneskelighedens varme impuls. Miséren er dermed, så mistrøstigt, det måske vil lyde, at menneskeligheden ikke længere bekræftes institutionelt, hvormed en hel anden, ganske blind, usandfærdig, følelses-kold angst-mekanisme opnår alt for gode ben at gå på. (I det hele taget såvidt, fordi kongen, hjertets kongelig ånd ikke har kunnet følge med til det, den udvikling, der er foregået og forsåvidt overhovedet ikke er foregået; blandt andre udtrykt ved Hella Joof og slænget: Det brune punktum, men også symbolsk sagt videre i kølvandet derpå, Jan Lindhardt, der pludselig befandt sig i en udlægning af de syv dødsynders realitet, altså med omvendt fortegn, ja som netop græsk-romerske eller kanske vikingens roskildensiske dyder i storbyernes magt-begærlige sug. Barbariernes folkeslag, der, som en beretning lyder, ikke kunne sige andet en bar, bar – fordi de blev hørt som sådan, vel ikke mindst af modernitetens romantiske fortalere, fordi de ganske enkelt er ude af stand til at indrømme år nul som vort eviggyldige hjerte i sit levende, såvidt ganske åbenbarende live. Personlig frihed har sgu da aldrig været først, moderne eksistentialister, nej, den findes ikke uden først at indrømme den simple sandhed at ens liv uundgåeligt også står i menneskelivets tjeneste, i sigte for al vor trivsel og glæde, hvilket der så tilfældigvis er et hjertets sprog for, desuden arbejdsomt samfundssigte med, endsige blot og bart kristent eller kirkeligt sprog for. Hallo moderne verden, menneskelivets kød taler og har gjort det i århundreder, hører I intet?).

Nuvel, sandt at sige til det her berørte med vor tids menneske i sin tilværelse er, at dem med trolig vant hørelse for menneskelivets hjertevarme sigte som udviklingsfaktor, de fandt sig pludselig omvendt af hæren af livsforsagende, verdens-tilbedende, masse-producerende åndssvage, der uheldigvis intet sandt ståsted er givet, eftersom den social-pædagogisk-psykologiserende folkeskole fik etableret narcissismens eller med andre ord det romantiske cartesianske jegs isolation noget så eftertrykkeligt. Ja så helt og aldeles at almindeligt kristne ikke længere blot blev kaldt fromme, men tilmed psykopater for deres tro, thi nu gjaldt: Jeg tvivler/tænker, altså er jeg rigtig for alvor, undskyld jeg mente rigtig for-sig-selv – svup, sagde det, fordi det hos flertallet kobles direkte ind i 70-80ernes selv-realiserende mood i endeløse baner. Også jeg blev vel på sin hjerteskærende vis rendt over ende af det, tildels af min afdøde morbror, der senere tog sit eget liv, men tillige af så meget andet, ikke mindst langhåret gymnasialt-universitært, før jeg tilsidst måtte skippe hele pibetøjet og vende tilbage til det jordnære land, jeg kom fra, ikke mindst det udgangspunkt, der ikke gives forsåvidt man ikke har følt sig i åbenbar kontakt med livet i hjerterEs. Kunne erindre sig følelsen for livsånden i sin personende menneske-kropslige gode, for mig at se ganske almindelige natur med, men også uden sine gammel-kendte naboer. Derved tillige kunne forstå sig på grund-drifterne, såvel i deres overtoner som undertoner samt endeligt, ganske centralt for mig at se, kunne tråde fortællingen op i sine kulturelt forførende mærke-dage. Ikke for at finde tilbage, men at få det flygtige, ja elendige samfunds formåls-paragraffer renset ud til fordel for det blivende, eviggyldige. Der var med andre ord noget naturligt hos mig, min person, som ikke kom med op og som ikke kunne undværes – hvad var dét? Og hvad havde fortrængt dét, foruden bare livets handel og vandel?

En beskrivelse, der vel i øvrigt også omhandler emnet: at bevare sin hukommelse eller erindring i hjertets faktiske, dermed også magt-afstemmende, almindelige navn: Jens Haarup Mortensen tilhører den og den slægt og er hovedsageligt opvokset i Skærlund, på en gård som hjem. Står i erindring deraf tillige fortsat ved sit hele liv indtil videre i almindelig, hjertelig forstand af det, hvis ikke mere. Menneskets eksistens i sin faktiske, men dermed kun tildels foranderlige omgivelse. Begge dele er undervejs, men ånds-midten også kaldet personligheden varigt blivende – hvilket var noget, jeg helst fortsat ville føle og kunne mærke stod i hjertets gode navn, uagtet tidernes skiften og ombæringen af det. Grundfølelsen hos mig har været som sagt, men derved opfattet, at livet aldrig har været mit.

Mit liv er ikke mit, men til for et viderebringende, hvorfor jeg som sådan har måtte tage personligt ansvar for det og såvidt på fredelig vis i henhold til kulturens allerede tilvejebragte måder, da der jo i grunden ikke gives noget valg, foruden at deltage så godt man formår. - Dog ikke for enhver pris, hvilket indtil flere gange har stillet mig i en kraftig fordring med at finde kreativ vej, når tampen så at sige brænder endsige den brændende enebærbusk. Med andre ord i forhold til det sagte altså ikke for det selv-iscenesættendes pris eller dens alt for samfunds-kulturelt betonede kurs, den pludseligt politisk-institutionelle ånds overtag af ”min” generation med fornyet styrke i al sin normaliserende og sammenlignelige, samt kunstfærdige reference som udtryk derfor, ja: at der er sket en udvikling og tillige at f.eks. du, Jens, ikke følger med. For Vor Herre bevare os da, ja så skal jeg da gerne fortælle Jer/dem om henholdsvis tid og evighed, samt dermed den hjertepligtigt livsbårne også løftende medlidenhed med mennesket vidt og bredt, ikke blot i et snævert, ensidigt vanedannende miljø - dermed tillige dets videre udviklings-færd i lyset af institutioner baseret på forlængst døde principper, der ikke bare kan omformuleres i skriftlig administration, samt i det hele taget uanset hvad, det måtte skulle tackles. En reaktion alá velsagtens din dåb af giraffen i bussen, så folk kan lære at pakke deres sandseløst lystige skrammel sammen, uden agtelse for menneskelivets sande historie inde bag og dens videre forløsende virke. - I egentlig forstand er det altså ikke deprimerende at være i stand til at sige nej til en samfunds-kulturel livsmåde, uagtet om så alverden, foruden ens venner står og siger ja, kom nu eller lignende, fordi de så gerne vil værne om de varme bånd, men gudhjælpme ikke i sandhed vil indtil det eller ikke ser dem i lyset af vort livs ansvar for ikke blot den efterfølgende generation, hvormed jeg især tænker på den fortsatte samfunds-uordens utålelige, utopisk lovmæssighedsdyrkende palaver, dens hårdhændede idealisme. - Kunne han, det cartesianske, nedarvede græsk-romersk klassiske teater, der i øvrigt på ingen måde fortjener ordlyd af det kongelige teater, nej så hellere APMøllers diamanter, da dagene dermed er talte – og græsk-romersk som Johannes Møllehave desuden pludselig opdagede var røget helt ind i dansk shakespear-fortolkning, altså uden kristne pointer - kunne Descartes i det mindste ikke have sagt: Jeg elsker livet, altså er jeg, thi det gør jo hele forskellen.

Desuden altså en pointe om ord-sindets vej og åbning indtil menneskelivets sande, ærlige væren, dermed også hjerteligste sigte. Descarte sad som alle andre, der kommer til at bøvle med at være præget af retfærdighedens skolastisk, altså skolemæssigt lovførte som bevis-krævende kultivering med spørgsmålet om den højeste værens væsen – tillige altså med det latterlige ærinde at skulle kunne bevise det, for at blive hørt på sit, noget netop ikke så få bruger en ikke uvæsentlig mængde energi på i det spor, givetvis altså vil gøre det en rum tid endnu, såfremt...).

Jeg fortsætter lidt i dén røde tråd, før jeg vender tilbage til Wilhelm - fordi der nu kanske lidt ubarmhjertigt gik hul på den kanal, en kristendoms-forståelse, et hjerteligt sigte for menneskelivet, jeg aldrig har fundet afløb for i min generation og derfor fortsat må søge vej for. Håber du kan bære over med det som medhør. Det er ikke møntet på dig, men taler frit ud af egen, velsagtens saltne mel-pose. Ja teten er stadigvæk som sagt i indledningen, så du behøver intet at sige dertil.

Hele det lov-religiøse sindelag skal med andre ord opløses, ja lov-begrebet. Og anden, egentligere, oplysende, men tilmed bæredygtigt sigte som vej samtidig gives dermed: menneske-livets kødelige slægter med hjertets næringsrige, såvel åndelige som håndelige foretagende mellem himmel og jord, dog på jord. Livets samfund kan kun være omkring som indbegrebet af det organiske grundvilkår på jord: frugtbar jord, dyr, planter og mennesker af slægt, kød og blod, hvilket videre kræver fortsat udviklende åndsmåde og kropskendskab i bevægelse omkring netop det sagte, altså det, der i mere egentlig forstand er til os at gøre godt-gott-gut-good-god med, ja sandse og vokse videre af. Uden kultivering i det sigte, kan ingen samhørig åndsmåde opstå, derved ejheller samarbejde. Man kan også sige, at det vante historiske element, den tidsbetonede udviklings-tankegang – fremskridtstroen og al tænkning/virksomhed, der baserer sig på de mere eller mindre naturvidenskabelige, tilmed arbejdsmarkedets kapital-logiske rum-og-tidsbegreber - den er nødt til, ja den kan ”kun” derved, altså det her anskueliggjorte, overgå til en ånds-historisk fortolkningsmåde. Det gamle kan ikke fortrænges ved at trække en blind streg i sandet. Nej, for vi skal jo da for pokker i vold ikke på systematisk, institutionel vis genoplive alverdens-historiens uhyrer iblandt os gennem magelig fortrængning, så uhyret netop kommer bag på os, men derimod fortsat høre, hvorfor vor kære dronning siger: Gud i vold – altså omkring hjertets borg, den oplysende menneskeslægts samfundne gang i god dannelsesmæssig tone som åndsgivtigt sigte i kunstfærdig hånd. Hermed naturligvis betonet på dansk grund. Mennskelivet står i pligt, men det er glædes-pligt, altså trospligt og ikke mindst i åbenbarende, kreativ øjemed. – Jeg kommer til at tænke på en af Johannes Møllehaves fortællinger: Engang kulle han holde foredrag for Deres Majestæt, Dronning Margrethe. Om Kierkegård, såvidt jeg husker, hvilket er mere eller mindre underordnet, det var noget i den boldgade. Hun lyttede kongeligt det par timer, det tog med Johannes, hans plancher og tusch-pen, for dernæst, senere, hvor de stod i haven/gården, at forme en snebold i sine hænder og kyle den i nakken på Johannes. - Det siger mig ganske meget om ræven bag øret i det kongetro danske, tillige Johannes glædesbringende ærlighed med at fortælle derom. Man kan ikke flytte mennskeslægten i sine sande bånd som deraf sande ånd, må derfor søge oplysning og videre dannelse med henblik på at bibringe, tillige forsone dens kulturelle arvesynder, indtil forløsende udvej gives, sorgerne så at sige er omvendt til glæde i vækst – på sigt netop en sandere, langt mere afstemt, dog ikke mindre glæde, forsåvidt netop håndens som også åndens gode kampe dermed nedarves. Og det gør de uundgåeligt og på alle planer, når blot vi hører efter!

Hvad kristendommen i sin teologiske praksis herhjemme altså angår, ja så skal den altså forstå, at retfærdighedens gammel-testamentlige, lunefulde guddommelige grundlag er givet som slægtens uomtvisteligt menneskelevende som kødelige vilkår i al sin naturlige forplantningsiver, dog temmeligt roligt givet med en far og en mor, uanset hvordan de ellers måtte være. Menneskelivet på jord er med andre ord ikke hvadsomhelst, desuden langt fra en idealisme om det gode samfund for snart alle-mig-her, snart alle-mig-der. Såvidt altså for at fatte, sandse forskellen på retfærdighedens sted som også kærlighedens opstandne sted – altså kende det såkaldt hårde, så det ikke gøres værre end det er, ja så retfærdigheden ikke med accept projiceres op, så de levende kristne symboler i deres virksomhed ikke også bliver fortaler for en samfunds-idealistisk, retfærdighedsdyrkende, romersk, justitsial system-orden, vi skal rette os efter på den front, den udvendige kant.

Det kræver med andre ord, at bære sin slægt, arvesynden i ærlig taknemmelighed af sine forældre, derved forløsende til gavn for samfundets videre færd og hvad man ellers udgyder af gylle – eller formår at undlade Desuden dermed at finde egen vej via det nye vidnesbyrd, det udviklingspotentiale Vor Herre af sandt hjerte gav os i sin tro på det hjerteligt forløsende eller kreativt sigtende ved egen ånd/livsoplevelse. Protestanten, det skylds-forstandige menneske i sit hjertes protest imod en græsk-romersk-jødisk, lov-religiøs, ofte elitær, men ligesåvel åndsmæssigt trykkende magt-idealisme, der ingen skyld eller ansvar kan eller vil indrømme, derved ejheller lære at undlade magtens forførende fristelser – og såvidt protestantisk i værnet om barnets, syndernes frelse, ja til menneskelivets forløsende og fortsatte beståen i sin kreative uskyld; den katolske hørelse af det. (I yin-yang-symbolets sort-hvide, findes henholdsvis en sort plet i det hvide felt og en hvid plet i det sorte; det er tilsvarende kendskabet til skylden i uskylden og modsat, samt dens omvendelse, hvilket bare vil sige kendskabet til den blivende balance, dermed vejen til Tao – ja hvilket bare vil sige, at troens hjertevarme, levende midte og videre udviklingen af åndskendskabet til den sande gyldne middelvej handler om dét. Lige-vægtens gudinde, Justitsia symboliserer sig med sin vægt på tilsvarende vis, så det findes på sin vis også i vor kulturkreds – desværre er lodderne blot ikke af sandselig levende karaktér, men snarere gjort af guld og romersk præget mønt. Det er købmandens vægt, guldets status som ædelmetal og ikke hjertets varighed i al evighed, der løber i justitsias spor, deraf den mentale forskydningen).

Samfundets hjerteligste pligt gøres i livets kødelige regi og ikke ude i alverdens foretagender. Altså det nye vidnesbyrds udviklings-pointe: sæt kærligheden fri, men ikke fri af kødet, slægtens bånd som ånd, nej da, derimod i hjertelig forløsende udvikling af den, så alt det gode kan helbrede sig ad familiær vej, tillige derved gennem godt, også arbejdsomt samvær. Fremfor f.eks. de velkendte enerverende slægts-fejder eller familiære utåleligheder i det hele taget. Næstekærlighedens prøvelse står først og fremmest i det nære og ikke i det høje, men der er intet nært uden sandselighed at tage højde for.

Nånånå, såsåså og nej, jeg er ikke gal og vred eller kun ked, sorgfuld i mit ærinde eller i min ånd i øvrigt – på trods af de hårde prøvelser med min tids efterabning af døde identiteter, altså mangel på hørelse i levende forstand. Ja så det hører ganske enkelt også bare livet til at sige frem og lade være udtrykt, så fortsat høres kan. Ganske som dine ærlige HA! i margen i sin tid.

Bogens titel: Kampen for en ny sjæl, kan vel også høres i lyset af sjælesorg, hvilket jeg kalder menneskesorg, samfundssorg eller fadersorg og opfatter som betonet af arvesynden. Både på gammeldags vis, slægtsbetonet, men ikke mindst og i lige så høj grad, ja langt mere sigende med arv-og-miljø-tænkning ihu, den samfunds-kulturelle arvesynd. I vor samtid er den af en statsminister blevet kaldet: Den negative sociale arv. - Sandt at sige kan man i den sammenhæng vel roligt gøre opmærksom på, at den politiske rationalitet og sprogbrug dermed, der hører vor kulturkreds til end ikke er i nærheden af sandheden i livets eget glædeligt vækstgivende som også mellemmenneskelige favør. Jeg siger: Man kunne ikke bare lige sådan uden videre fra (græsk-romersk) politisk, stats-systematisk hold, gøre noget ved den negative sociale arv, da man velsagtens dermed skulle til at forstå sig på dens positive, for ikke at sige hele den samfunds-kulturelle, platoniske arv samt tillige derved indrømme egen bæredygtige hjertelighed som menneske i et ærligt afmagtende sigte til forløsning af den. Det godes idé er ikke Gud og tilsvarende er den negative social arv ejheller arvesynden, da sidstnævnte i begge tilfælde via hjertets sprog, kødets eget, jo netop viser vej til det åndsleje, hvorigennem sand, menneskelig udvikling med liv- og samfund kan foregå til det bedre. Nej, gentager jeg, vi kan ikke overmagte menneskelivet eller dets dårligdomme, men dog blive bedre til at lade os magte og adlyde i god hørelse af underets, vækstens rødder samt derigennem lade opstå med eget hjertegode, ærlige liv i sit personende ansvar som menneske på jord. I det danske, for os der lever her.


Slut